La Paz, 06/09/2026 - 02:53
14 soldater er fortsat savnet efter eksplosioner i Bolivia
To unge værnepligtige døde i eksplosioner, som fredag ramte en kaserne i Bolivia. Over 80 kom til skade.
Claudia Morales/Reuters
Af: /ritzau/
14 soldater er fortsat savnet, efter at to eksplosioner fredag ramte en kaserne i Bolivia.
Det udtaler kasernens kommandør, Antonio Amaru, lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjer, at eftersøgningsarbejde er i gang.
Eksplosionerne skete fredag eftermiddag lokal tid i byen Viacha, der ligger sydvest for landets hovedstad La Paz.
To personer døde, som begge var værnepligtige. Ifølge AFP oplyser kommandøren, at mere end 80 kom til skade.
Det bolivianske forsvarsministerium har identificeret de to døde som mænd, der blev henholdsvis 18 og 19 år.
De to var i gang med det første år af deres påkrævede værnepligt.
Bolivias forsvarsminister sagde fredag, at det var vurderingen, at den første eksplosion involverede pyroteknisk materiale, der blev opbevaret på kasernen.
Eksplosionen blev efterfulgt af endnu en eksplosion, som var kraftigere. Årsagen til den eksplosion er ikke kendt, lød det.
Ifølge AFP var gader i byen stadig fyldt med murbrokker lørdag, ligesom flere vinduer var smadret.
AFP's journalister i Viacha så også en gruppe pårørende, som konfronterede politiet, der havde taget opstilling med skjolde for at forhindre dem i at komme ind på kasernen.
Her forsøgte flere at skubbe sig forbi politiet uden held.
Myndighederne i Viacha har erklæret tre dages sørgeperiode efter eksplosionerne, ligesom den lokale anklagemyndighed efterforsker årsagen.
RITZAU




