København, 06/06/2025 - 11:03
Flying Tiger får tilført milliardbeløb med nye ejere
Ny kapital skal bruges til at afvikle gæld, der har udfordret Flying Tigers manøvrerum, lyder det.
Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Selskabet bag Flying Tiger Copenhagen får 1,4 milliarder kroner i ny kapital i forbindelse med en ny ejerstruktur.
Det skriver Flying Tiger Copenhagen i en pressemeddelelse.
Det er selskabet Zebra A/S, som ejer butikskæden Flying Tiger Copenhagen.
Den nye ejerstruktur indebærer ifølge meddelelsen, at topchef Martin Jermiin og finansdirektør Christian Kofoed Hertz Jakobsen bliver majoritetsejere - understøttet af selskabets bankforbindelser, Nordea og Danske Bank.
Samtidig træder investeringsselskabet Treville & Co. ud af ejerkredsen. Selskabet har været hovedaktionær siden 2021.
Den nye kapital skal bruges til at afvikle en gæld, der i en periode har udfordret virksomhedens manøvrerum.
- Den nye kapital- og ejerstruktur skaber bedre vilkår for både kerneforretningen og væksten på nye markeder, siger John Dueholm, som er bestyrelsesformand i Zebra A/S, i pressemeddelelsen.
- Vi etablerer et stabilt fundament, hvor gælden ikke længere står i vejen for udvikling – så selskabet kan realisere sit fulde potentiale, lyder det videre.
Der er desuden blevet offentliggjort regnskab for 2024 for Flying Tiger Copenhagen fredag.
Her fremgår det, at selskabets omsætning er vokset med omkring fem procent til 5,2 milliarder kroner. Samtidig er indtjeningen efter skat faldet fra cirka 24 millioner kroner til knap 6 millioner kroner.
I 2024 åbnede Flying Tiger Copenhagen butik nummer 1000, kæden slog dørene op til en butik i et shoppingcenter i Sydney i Australien.
En del af kædens butikker er ejet og drevet af Zebra, mens andre er drevet ud fra en franchisemodel. Der er også udvalgte markeder, hvor Zebra ejer butikkerne sammen med en lokal partner.
Franchise er en forretningsform, hvor andre får lov til at drive forretning under et eksisterende varemærke.
Flying Tiger Copenhagen har planer om at fortsætte med at ekspandere. I anden halvdel af 2025 har kæden planer om at åbne butikker i Malaysia, Singapore, Canada og Thailand.
Lennart Lajboschitz åbnede den første Tiger-butik på Gothersgade i København i 1995.
Ti år senere rykkede kæden for første gang til udlandet og åbnede butikker i Storbritannien.
Den svenske kapitalfond EQT købte sig ind i Flying Tiger i 2013, og i 2021 overtog investeringsselskabet Treville & Co. det fulde ejerskab af kæden.
I februar overtog Nordea og Danske Bank så kontrollen over kædens bestyrelse for at nedbringe gælden og styrke selskabets finansiering. Det beskrev flere medier herunder Finans.
/ritzau/