Oslo, 02/09/2026 - 23:46
Norge beslaglægger russisk skib på Svalbard
Ukrainsk energiselskab har siden 2016 forsøgt at få milliarderstatning fra Rusland for annektering af Krim.
Af: /ritzau/
De norske myndigheder har beslaglagt et russisk fartøj ved øgruppen Svalbard.
Det oplyser det statsejede ukrainske olie- og gasselskab Naftogaz på selskabets hjemmeside.
Det er Naftogaz, der har anmodet de norske myndigheder om at beslaglægge skibet, lyder det.
Norsk politi bekræfter, at skibet er i myndighedernes varetægt, skriver avisen Aftenposten.
Naftogaz har siden 2016 ført retssager mod Rusland for at få erstatning for de ejendomme, der blev konfiskeret fra det ukrainske selskab, da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En voldgiftsret i Haag pålagde i april 2023 Rusland at betale Naftogaz 4,22 milliarder dollar - godt 27 milliarder kroner - plus renter og sagsomkostninger i kompensation for de aktiver, som russerne beslaglagde på Krim.
Rusland har dog endnu ikke betalt beløbet.
- Rusland kan ikke unddrage sig sit ansvar blot ved at nægte at efterkomme en international voldgiftskendelse, siger Serhij Fedorenko, fungerende administrerende direktør i Naftogaz, til selskabets hjemmeside.
Ifølge Naftogaz bestemte en norsk domstol 31. august, at det russiske fartøj "Professor Molchanov" skulle beslaglægges.
Skibet anvendes til kommercielle ekspeditionskrydstogter, blandt andet til den norske øgruppe Svalbard.
Ifølge domstolens kendelse må skibet ikke forlade sin nuværende position. De norske myndigheder håndterer mandskabet om bord på skibet, oplyser Naftogaz.
RITZAU




