København, 14/08/2026 - 06:00
Ordbog anklaget for mangelfuld beskrivelse af en ostepop
Selskabet bag Kims kræver, at ordbogs definition af en ostepop rettes, så selskabets varemærke fremgår.
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
- Sprød, gul eller orange, buet snack fremstillet af majsmel og med smag af cheddarost.
Denne tilsyneladende uskyldige definition af en ostepop på ordnet.dk og sproget.dk er genstand for en strid i Sø- og Handelsretten.
Her har Orkla Snacks Danmark, der ejer chipsproducenten Kims, sagsøgt Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag de to hjemmesider.
Senere fredag falder der dom i sagen.
Orkla Snacks mener, at det i definitionen skal fremgå, at en ostepop sælges under Kims varemærke "Ostepops".
Selskabet kræver derfor i retten, at definitionen bliver rettet, fremgår det af et såkaldt påstandsdokument fra den sagsøgende part.
Selskabet bag Kims mener, at den nuværende definition af en ostepop i ordbogen er for generisk og i princippet også kunne omfatte chips, der sælges under andre navne - såsom "ostesnack" eller "ostereje".
Orkla Snacks frygter derfor, at varemærket taber sin værdi.
- Idet gengivelsen i de påtalte ordbøger giver omverdenen det indtryk, at der er tale om en generisk vareart, som alle erhvervsdrivende dermed frit kan anvende, lyder det i påstandsdokumentet.
Helt konkret mener sagsøgeren, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har forbrudt sig mod varemærkelovens paragraf 7.
Paragraffen siger, at man i et opslagsværk skal angive, hvis et ord er et registreret varemærke.
Orkla henviser til, at en legoklods i samme ordbog defineres som en "plasticklods af mærket Lego".
Desuden er det ligeledes i definitionen af rockwool angivet, at det er et registreret varemærke.
Af retsdokumenter, som Se og Hør har fået indsigt i, fremgår det, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab vil frifindes i sagen.
Selskabet bag ordbogen henviser til, at man i definitionen har beskrevet, at ordet findes som registreret varemærke i flertalsformen "Ostepops", skriver Se og Hør.
Ordet blev optaget i ordbogen i 2025. Herefter henvendte Orkla Snacks sig til selskabet bag ordbogen for at få definitionen rettet.
Det blev dog afvist fra ordbogens side, og sagen blev anlagt i Sø- og Handelsretten i slutningen af december sidste år, fremgår det af påstandsdokumentet fra Orkla Snacks.
RITZAU




