Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/11/2025 - 12:27

Skæbnekampe fik Ikast til effektuere fyring

Kort efter afklapsningen mod Esbjerg fyrede Ikast træneren. Direktør forstår godt, at det kan virke voldsomt.

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ikast Håndbold fik torsdag aften bank med 13 mål i egen hule mod Team Esbjerg, og lidt mere end en time senere var cheftræner Søren Hansen fortid i klubben.

Det lyder som sydeuropæiske tilstande, og direktør Daniel Grønhøj forstår godt, hvis man lige løftede et øjenbryn i de sene aftentimer.

- Jeg kan godt følge, at det virker voldsomt. Vi spiller en ekstrem vigtig Champions League-kamp søndag. Hvornår gør man det så? Vi kan ikke lave om på kampen mod Esbjerg, men vi skal stå stærkest muligt mod Podravka.

Kigger man på Ikasts kampprogram, kunne det ellers synes mere oplagt at give Søren Hansen de næste tre kampe, hvorefter der venter halvanden måneds pause, hvor man kunne evaluere efteråret.

Men ifølge Ikast-direktøren handler fyringen om at give de bedst mulige forudsætninger for at præstere i de næste kampe, der er to i Champions League mod Podravka og en ligakamp i Viborg.

- Vi tror, at det er bedst for Ikast Håndbold, at vi gjorde det torsdag. I den perfekte verden havde vi haft en uge til næste kamp, så der ikke havde været helt samme tidspres på, siger Daniel Grønhøj.

Direktøren understreger, at beslutningen om at sige farvel til Søren Hansen ikke kun blev taget på baggrund af afklapsningen mod Esbjerg.

- Så sent som i starten af ugen gik vi alle kampene igennem. Senest vandt vi en vigtig pokalkamp i København, hvor vi i første halvleg var bagud med otte. Alt respekt for København så er det en kamp, vi burde vinde relativt sikkert.

- Det er ikke noget, der er truffet direkte ud fra kampen mod Esbjerg, men én kamp skulle være den sidste, siger direktøren.

Han fremhæver blandt andet også kampe i efteråret mod Horsens og Silkeborg, hvor det helt til det sidste kvarter har været helt lige.

- Vi synes, at vi har et hold, der burde kunne levere bedre. Vi føler ikke den spillemæssige udvikling i efteråret har været, som vi håbede og synes, at den skulle være.

I første omgang er det assistent Claus Mogensen, der overtager. Han har cheftrænererfaring, men det har ikke fremskyndet fyringen, at man havde en mand i kulissen med de evner, siger Daniel Grønhøj, der samtidig er klar over, at Mogensen har været en del af den utilfredsstillende udvikling.

- Jeg synes, at der er en forskel på at være assistent og være den, der styrer kampene og tager beslutningen om taktik og udskiftninger.

- Man kan sætte sit præg markant mere på det ved at være cheftræner. Jeg tror ikke på, at der er to trænere, der er ens. Så selvfølgelig tror jeg på, at der vil være nogle ændringer.

Om Claus Mogensen bliver den permanente løsning, ved Ikast-direktøren ikke.

- Lige nu handler det først og fremmest om at komme godt igennem de tre kampe, inden vi har mere ro på til at sætte os ned og se på tingene. Så skal vi finde ud af, hvad der er bedst for Ikast Håndbold resten af sæsonen.

- Men vi håber selvfølgelig på, at denne beslutning har en effekt, og vi kan levere nogle bedre præstationer i de næste kampe, lyder det fra Daniel Grønhøj.

/ritzau/

København, 10/11/2025 - 11:13

DR-vært blev ramt af hjertestop efter optagelserne

Nak og Æd-værten Jørgen Skouboe stod på kanten af livet, da han i 2016 fik et hjertestop, men "smukt tunnelsyn" beskyttede ham mod dødsangst.

Det er ikke altid kun råhygge og vilde dyr, der er på menuen, når Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk går på jagt i DR-programmet "Nak og Æd".

Det kan også blive farligt og dramatisk, som da Jørgen Skouboe blev ramt af et hjertestop efter optagelser til jagtprogrammet tilbage i 2016.

Det fortæller han i et interview med Berlingske.

Den dramatiske hændelse fandt sted på en restaurant i den amerikanske delstat Alaska efter optagelserne af den syvende sæson af programmet "Nak og Æd".

Det var skræmmende, men på grund af et "smukt tunnelsyn" forsvandt hans frygt for at dø, fortæller Jørgen Skouboe til Berlingske.

Det potentielt livstruende hjertestop bekræftede ham i, at han havde levet et liv, der var værd at leve.

- Jeg synes, at jeg gennem mit liv har gjort det okay. Det mener jeg. Jeg synes, at jeg har været okay over for mine medmennesker og gjort et godt stykke arbejde. Der er ingen Gud, der skal straffe mig for det, siger Jørgen Skouboe til Berlingske.

Lige nu ruller den 16. sæson af det populære jagtprogram over skærmen - den sidste, som Jørgen Skouboe deltager i.

På trods af mange gode stunder kommer han ikke til at savne det, siger han. Det er en dør, han har besluttet sig for at lukke.

DR arbejder på at gentænke programmet uden den ikoniske vært.

- Det er en helt usædvanlig tv-personlighed, der stopper. Da vi gik i gang med Nak og Æd-programmerne, var vi meget i tvivl om, hvad seerne ville sige til, at Jørgen skulle skyde et dyr, og en ung tv-kok, Nikolaj Kirk, skulle lave lækker mad af det. Det var bare en idé i Jørgens hoved, fortæller Søren Bo Hansen, som er redaktionschef for programmet, til DR.

Det er endnu uvist, om Jørgen Skouboes makker, Nikolaj Kirk, også pensionerer sig selv fra programmet, der havde sin første udsendelse i 2010.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 09:44

Cirkusvogn og rekvisitter fra Zirkus Nemo skal under hammeren

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søren Østergaards Zirkus Nemo blev erklæret konkurs tidligere i år efter corona og våd sommer med vandskader.

Den kommende halvanden uge er det muligt at smide et bud på en cirkusvogn, popcornmaskine og en stor model af Søren Østergaards hoved.

Det sker, da flere elementer fra det konkursramte Zirkus Nemo skal under hammeren og sælges på auktion.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aktionshuset Dab A/S, der har til opgave at sælge indholdet fra cirkusset til højest bydende.

I februar måtte cirkusset dreje nøglen om blandt andet på grund af efterveer fra corona og en våd sommer med alvorlige vandskader.

Sådan lød det fra Søren Østergaard, der står bag cirkusset, i en pressemeddelelse, hvor han skrev, at Zirkus Nemo efter årtier var blevet erklæret konkurs.

Cirkusteltet fra Zirkus Nemo har ifølge auktionshuset allerede fundet en ny ejer. Men andre cirkuselementer er åbne for bud frem til 21. november, hvor auktionen lukker.

- Det er en helt særlig auktion, som skiller sig ud fra det, vi normalt ser. Der er både nostalgiske samleobjekter og praktisk udstyr til for eksempel teater- og eventfolk, siger Asbjørn Korsholm, der er ansvarlig for auktionen, i meddelelsen.

Foruden rekvisitter, kostumer og andet, der tydeligt relaterer sig til det gamle cirkus, er andre ting også sat på auktion.

Det gælder blandt andet en romaskine, en palleløfter, diverse lamper, bøger og en arbejdsradio.

Det er også muligt at byde på en Zirkus Nemo-plakat, hvor Søren Østergaards velkendte karakter "Smadremanden" er portrætteret.

Zirkus Nemo blev etableret i 1999 af Søren Østergaard og journalist Anders Lund Madsen.

Selskabet var op til konkursen ejet af Søren Østergaard.

Alle effekter fra cirkusset, der skal under hammeren, bliver solgt direkte fra cirkussets tidligere lager i Brædstrup ved Horsens.

- Mange danskere har et forhold til Zirkus Nemo, og nu får de chancen for at tage et stykke af magien med hjem, afslutter auktionsansvarlig Asbjørn Korsholm i meddelelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

FAKTA: Empatiens evolution

* Evnen til at savne udspringer af evnen til at knytte bånd til andre væsener.

* Tilknytning er opstået og udviklet i pattedyr gennem evolutionen. Mødre, der var i stand til at knytte bånd til deres unger, passede på deres unger, og dermed overlevede ungerne, og sådan fortsatte det gennem evolutionen.

* Der er altså tale om et biologisk beredskab. Jo mere tilknytning, jo større chance for overlevelse.

Kilde: lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

Trøst og støt dit triste kæledyr

Arne Dedert/Ritzau Scanpix

Forskning peger på, at dyr er i stand til at savne, og derfor kan din hund eller kat godt blive trist, når en, den holder af, forsvinder ud af dens liv.

Når der sker et tab i familien, rammer det ikke kun de tobenede medlemmer af flokken. Også kæledyr kan hænge med snuden, når en person eller et andet dyr pludselig ikke er her længere.

- Ja, de kan absolut savne både mennesker og andre dyr. Om savnet føles som sorg, er svært at sige. Men de kan savne, og savn er en stor del af sorg, siger lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

Hun peger på, at videnskaben i gamle dage kun troede, at mennesker var i stand til at føle og tænke. Men den antagelse er nu vippet over, så der i forskningen er overvejende konsensus om, at pattedyr har en bevidsthed.

Samtidig ved man fra biologien, at dyr knytter bånd til hinanden, og derfor er det ikke utænkeligt, at der opstår et savn, hvis de mister nogen, de har knyttet sig til.

- Der er eksempler fra naturen, hvor elefantflokke er henne og sige farvel til en afdød elefant, og hvor hvaler svømmer rundt med deres døde unger, fortæller Tia Hansen.

Har du to hunde, hvor den ene dør, kan det ifølge Tia Hansen være en hjælp for den tilbageværende hund at få lov til at gå hen og snuse til den døde hund.

Udviser hunden tegn på tristhed og nedsat appetit i tiden efter tabet, kan du som ejer sørge for, at der sker noget afveksling i hundens liv.

- Det kan være, man tager en tur i sommerhus eller går nogle nye ture, så den får nogle gode og nye oplevelser, siger hun.

Ifølge Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, er det ganske normalt, at hunde reagerer, hvis deres hverdag ændrer sig - og det gør hverdagen ofte, når der er sket et tab i familien.

- Jeg har talt med en person, som havde en hund og en kat, der voksede op sammen. Da katten døde, var det tydeligt, at hunden ledte efter den. Der manglede noget, fortæller Lise Lotte Christensen og tilføjer, at sorgen hos hunde sjældent står på særligt længe.

Men indtil da hjælper du hunden godt på vej ved at have fokus på tryghed og rutiner.

- Selv om hunden måske ikke vil noget, men bare helst vil sove, så skal man få den med ud og gå tur og lege med den, lyder det fra adfærdskonsulenten.

- Når vi er ude og bruge vores krop, frigives endorfiner, og det sker også i hunden. Samtidig frigives kærlighedshormonet oxytocin, når hunde og mennesker, der kan lide hinanden, har kontakt, uddyber hun.

Er hunden eller katten trist over en længere periode, anbefaler Lise Lotte Christensen, at du tager et smut forbi dyrlægen. For så kan der potentielt være noget andet på spil.

Du kan også kaste et blik på dig selv. Går du og er ked af det, vil især hunden nemlig spejle dig.

- Dyr kan mærke, hvis der er noget i vejen med os, og derfor kan vi komme til at smitte dem med vores adfærd. Især hunde er rigtig gode til at læse os - tilsyneladende bedre, end vi er til at læse dem, siger Tia Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek