København, 07/07/2026 - 18:05
Stillads væltet på Nørrebrogade - en person er kommet til skade
Politi og beredskab er tirsdag aften talstærkt til stede på Nørrebro, efter at et større stillads er væltet.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et omkring 50 meter langt stillads er tidlig aften tirsdag væltet ned over Nørrebrogade i København.
En person er kommet lettere til skade, mens flere elledninger er revet ned og befinder sig på kørebanen.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Nicolai Ullits til Ritzau.
Politiet fik anmeldelsen klokken 17.31 og arbejder på at få spærret området af og omlagt trafikken på strækningen.
Også beredskabet er talstærkt til stede ved stilladset omkring Nørrebrogade nummer 230.
Ifølge vagtchefen bløder den tilskadekomne person fra næse og ben. Nicolai Ullits oplyser ikke de nærmere omstændigheder omkring, hvorfor stilladset er væltet.
RITZAU




