København, 11/06/2024 - 12:34
Statsministeren er ikke helt sig selv efter overfald
Mette Frederiksen vil efter overfald overveje, om hun skal være en anden form for statsminister fremadrettet.
Jeremias Gonzalez/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke helt sig selv endnu, efter at hun blev overfaldet fredag.
Det siger hun i et interview med DR.
- Jeg er ikke helt mig selv endnu, jeg passer mit arbejde som statsminister, og det vil jeg altid gøre. Det har jeg også kunne gøre over weekenden, men ikke på samme måde, som jeg plejer.
I den kommende tid vil Mette Frederiksen overveje, hvilken statsminister hun skal være fremadrettet.
Hun vil stadig passe sit job som statsminister, men vil være mere på kontoret, end hun plejer.
- Det er meget intimiderende, at der er nogen, der går ind over den sidste fysiske grænse, man har og har lov at have som menneske. Der er noget chok og overraskelse i det, siger hun til DR.
Mette Frederiksen blev fredag overfaldet på Kultorvet i København af en påvirket mand, som en læge har kaldt psykisk uligevægtig. Statsministeren blev ramt af et slag med knyttet hånd på sin ene overarm.
En 39-årig polsk mand, der ikke taler dansk, er sigtet for vold i sagen.
/ritzau/