Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/04/2025 - 07:00

Tag på seniorrail og kom ned i tempo på ferien

Med den rette forberedelse kan du som plus 60-årig futte ganske billigt og roligt af sted på ferie ned gennem Europa.

Jean-Philippe Ksiazek/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Det er ikke kun ungdommen forundt at suse gennem Europa på skinner. Eventyret venter i den grad også på perronen for dig, der er 60 plus.

For de lange togrejser kan sagtens planlægges med komfort i højsædet. Det slår forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansen et slag for i sin nye bog "Togrejser for begyndere".

- Når du rejser med tog, går rejsen jo i gang, når du stiger om bord. Du skal ikke sidde og holde øje med trafikken som i en bil eller sidde spændt fast på et lille sæde i et fly. Du kan gå rundt i toget, og du kan sidde og få dig en kop kaffe og hygge dig med dine medpassagerer, siger hun.

Inden du som nybegynder booker den helt lange seniorinterrail-tur, der fungerer på samme vis som interrail, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen, at du afprøver nogle kortere togrejser. Det kan være en smuttur til Sverige eller Tyskland.

- Start ud lidt nemt, og byg på derfra. På den måde får du efterhånden en fornemmelse af, hvor meget tid du godt kan lide at have til togskift, hvordan man bestiller billetter, og hvor lang tid ad gangen du godt kan lide at sidde i et tog, lyder det fra Nanna Hyldgaard Hansen.

Når du booker billetterne, anbefaler hun, at du tjekker op på, hvad det koster at køre på 1. klasse. Det er nemlig ofte ikke ret meget dyrere end 2. klasse, og på den måde kan du sikre dig, at turen bliver ekstra behagelig. Nogle gange kan du endda være heldig at finde billetterne på tilbud, og så er det bare om at slå til, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

- Jeg synes selv, det er rart at rejse på 1. klasse - især, hvis det er lange rejsedage, og det er højsæson - fordi så undgår man at sidde i en vogn, der er fuldstændig proppet, så der er mere ro og komfort undervejs.

En anden måde at skabe ro på rejsen er ved at sørge for at sammensætte rejseplanen, så der er god tid til togskift, og du undgår at skulle haste af sted med din bagage for at nå den næste afgang.

Nanna Hyldgaard Hansen sørger selv for lange togskift, så hun har tid til at lægge bagagen fra sig i et opbevaringsrum på stationen og kan tage ud for at opleve byen, hun er havnet i.

- På den måde har jeg set Zürich, Strasbourg og en masse andre byer, som egentlig ikke var mine rejsemål, fortæller hun.

Du undgår dog ikke at skulle slæbe din bagage fra sted til sted, når du rejser med tog. Derfor anbefaler Nanna Hyldgaard, at du pakker let, og hvis rejsen er lang, kan du vaske tøj undervejs på for eksempel møntvaskerier, eller hvor du overnatter.

- Jeg kan selv godt lide at rejse med rygsæk, men hvis man nu ikke kan bære sin bagage på ryggen, er det fint med en rullekuffert. Så skal du bare sørge for at købe en model, der er smal nok til at kunne køre gennem midtergangene i togene, siger hun og fortsætter:

- Det kan jo være vældig bøvlet, hvis man nu er kommet ind i en forkert vogn og skal igennem et langt tog med en kuffert, man er nødt til at løfte, fordi den er for bred.

Med alt det praktiske på plads handler det ifølge Nanna Hyldgaard Hansen om at hygge sig på turen. Tag en øl i restaurantvognen, find strikketøjet frem, eller lad dig betage af landskabet, der suser forbi.

- Jeg opfordrer også til, at man ikke altid behøver at tage den lige vej til rejsens destination. Læg gerne nogle stop og overnatninger ind undervejs, siger hun og tilføjer:

- Er du på pension, har du måske mulighed for at udvide din rejse og udnytte muligheden for at gå lidt ned i tempo ved ikke at have for travlt med at komme frem. Det er noget af det, vi kan lære af at rejse med tog.

/ritzau fokus/

København, 21/04/2025 - 09:35

Kongehuset afslører første gallaportrætter af prinsesse Isabella

Prinsesse Isabella har fået særligt diadem af dronning Margrethe og modtaget Elefantordenen på sin fødselsdag.

Kongehuset har i anledning af prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag mandag offentliggjort de første officielle gallaportrætter af prinsessen.

På de nye gallaportrætter bærer prinsessen et diadem med turkiser og diamanter, som er en gave fra dronning Margrethe.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Diademet blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet og har tilhørt kronprinsesse Margareta af Sverige, oplyser kongehuset.

Efter hendes død i 1920 fik datteren, prinsesse Ingrid, diademet i konfirmationsgave og bragte det med til Danmark ved sit ægteskab med den senere Frederik IX.

Prinsesse Isabella har desuden modtaget Elefantordenen på sin fødselsdag.

Prinsessen blev ligesom prins Vincent og prinsesse Josephine ridder af Elefantordenen i forbindelse med tronskiftet 14. januar.

Det er dog praksis, at man først modtager Elefantordenen ved sin 18-års fødselsdag. Det samme gjorde kronprins Christian, da han blev myndig den 15. oktober 2023.

Elefantordenen er den ældste og fornemste danske ridderorden og har sine rødder helt tilbage i 1400-tallet. Ordenen gives hovedsageligt til kongelige og statsoverhoveder.

Prinsesse Isabella er nummer to i arvefølgen til den danske trone.

I ugerne op til hendes fødselsdag er hun blevet fejret på tværs af landet i både Aarhus og i København.

Fredag 11. april blev hun fejret i Aarhus med fødselsdagssang, dans og modeshow ved rådhuset. Hun modtog desuden et guldarmbånd fra Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold (S), der overrakte gaven på vegne af byen.

Ugen efter rykkede fejringen til hovedstaden, hvor der blev afholdt en stor fødselsdagsbegivenhed på Det Kongelige Teater.

1000 unge deltog i fejringen sammen med flere medlemmer af den kongelige familie.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/04/2025 - 08:00

FAKTA: Hvad er shaolin?

* "Shaolin" er et danskudviklet reality-adventureformat på TV 2.

* Det er optaget i Sydkorea i Dogapsa–templet, som er et buddhistisk tempel, man har lånt til optagelserne.

* Alt indhold og selve forløbet i templet er udviklet og udformet i tæt samarbejde med de to shaolin-masters Shifu Yan Lei og Shi Heng Yi, som guider de ni kendisser igennem et forløb i den ældgamle kinesiske livsfilosofi shaolin.

* Til sidst i forløbet skal de medvirkende fremvise deres individuelle taolu, som er en serie af bevægelser og positurer, der repræsenterer den enkeltes krop og sind.

Kilde: TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/04/2025 - 11:00

FAKTA: De usynlige behov

* Som pårørende kan det være svært og måske skamfuldt at give plads til sine egne behov. Man kan tænke: "Det er jo ikke mig, der er syg. Det er ikke mig, det er synd for".

* Den pårørende får automatisk en vigtig omsorgsrolle, og i den proces er det nemt at blive blind for, at man også selv er ramt af situationen.

* Nogle gange kan det føre til en forskudt reaktion, hvor den pårørende får et voldsomt dyk, når den, der er syg, får det bedre eller er blevet rask.

* Stabiliteten giver nemlig pludselig plads til, at den pårørende kan reagere ved for eksempel at blive meget sorgfuld.

Kilde: psykolog Zarah Vedel Høst fra Pårørendepsykologerne Forsling og Høst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/04/2025 - 11:00

Gå lavpraktisk frem og støt en pårørende

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det handler om at gå lavpraktisk til værks, hvis du ønsker at hjælpe en pårørende i dit netværk, fortæller psykolog.

Når en sygdom eller en uventet ulykke slår ned i en familie, kredser omsorgen fra omverdenen naturligt nok om den person, der er blevet ramt.

Men de mennesker, der befinder sig helt tæt på, bliver også udsat for en voldsom belastning - både fysisk og psykisk, og derfor er det vigtigt også at have fokus på dem.

Det siger psykolog Zarah Vedel Høst, der i sit daglige arbejde beskæftiger sig med pårørende hos klinikken Pårørendepsykologerne Forsling og Høst i København.

- Pårørende er i udpræget risiko for selv at udvikle stress, angst og depression, fortæller Zarah Vedel Høst, der bruger udtrykket "sekundært ramt" om de mennesker, hun møder i sin klinik.

At det kan være særdeles udfordrende at være sekundært ramt, afspejler sig i en ny undersøgelse fra organisationen Danske Patienter og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- Vi kan se i undersøgelsen, at de pårørende efterspørger hjælp til at være i rollen - ikke at komme ud af den. Men mange savner vejledning i at finde frem til den rette hjælp, eller måske har de ikke overskuddet til selv at finde den, fortæller Johanne Kure, der er chefkonsulent i Danske Patienter.

Hendes tip til dig, der ønsker at støtte en pårørende, er derfor at tjekke op på konkrete tilbud fra patient- og pårørende-foreninger samt deres lokalafdelinger. Formentlig dukker der noget op, som du kan give videre til den pårørende.

I det hele taget er det en fordel at gå lavpraktisk til værks, siger psykolog Zarah Vedel Høst.

- Det er vigtigt ikke at sige: "Du må sige til, hvis du får brug for hjælp". Det er de færreste pårørende, der gør det, og det er ikke altid, man som pårørende ved, hvad man har brug for hjælp til, fortæller hun.

Sørg i stedet for at være superkonkret. Det kan være at tilbyde at kigge forbi og klippe hækken, når du alligevel har været i gang med din egen. Det kan også være, at du siger, at du gerne går med hunden hver torsdag, eller at du på bestemte dage kan hente eller bringe familiens børn.

- Så kan den pårørende sige ja tak eller nej tak, men det er godt at være konkret, siger hun og peger på, at selv de helt små ting kan hjælpe med at aflaste i hverdagen for en ramt familie.

Når det gælder den mentale støtte, råder Zarah Vedel Høst dig til at huske at spørge specifikt ind til, hvordan den pårørende har det, og at være forstående, hvis personen afviser at tale om det.

- Du kan sige: "Jeg er bekymret for, hvordan du har det. Er det okay, at jeg spørger dig om det?", siger Zarah Vedel Høst.

Er der tale om en rigtig god ven, gør hun samtidig klart, at du ikke må forvente, at personen kan bidrage til venskabet på samme måde som før.

- Som ven til en pårørende skal du være opmærksom på, at det er dig, der har ansvaret for at holde relationen ved lige, siger psykologen, der ser en tendens til, at vennerne ofte trækker sig, fordi den pårørende ikke har overskud til at tage initiativ til at ses.

- Vi har en forventning om, at vi skiftes til at tage kontakt, men for mange pårørende er det svært at leve op til, og så får man ikke altid lige svaret på den der sms. Og det betyder, at mange pårørende ender med at føle sig meget ensomme.

Det har derfor stor betydning, at du har et blik for den pårørende.

- Man kan gøre en forskel, også selv om man ikke har en nær relation til vedkommende. For det giver den pårørende en oplevelse af, at omverdenen har min ryg, og at der er nogen, der griber mig, hvis jeg falder, siger Zarah Vedel Høst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek