Hvis du har set den seneste opkrævning fra dit forsikringsselskab, har du måske bemærket, at prisen er steget. Flere forsikringskunder har oplevet store prisstigninger den seneste tid.
På tre år - fra november 2022 til november 2025 - er forsikringer i gennemsnit blevet 14,7 procent dyrere. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Til sammenligning er forbrugerpriserne steget 4,5 procent i samme periode.
Du har flere muligheder, hvis du vil prøve at få prisen lidt længere ned.
Det fortæller cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.
- Hvis man synes, at forsikringen er blevet lige lovlig dyr, kan det være en god idé at tjekke markedet og hente et par tilbud. Dem kan man også bruge til at forhandle med sit nuværende selskab, siger han.
- Vi har hørt fra flere forbrugere, at de har fået lavere priser ved at sige, at de overvejer at opsige deres forsikringer.
Han råder desuden til, at du er opmærksom på, hvor stort et dækningsbehov du reelt har.
For det kan være blevet større eller mindre, siden du sidst gennemgik dine forsikringer.
- Kan man fjerne noget, vil man typisk kunne spare penge, siger Morten Bruun Pedersen.
Den samme anbefaling kommer fra Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring og Pension.
- Det vigtigste er at sikre sig, at man er forsikret ud fra det reelle behov, man har, så man hverken er overforsikret eller underforsikret, siger hun og uddyber:
- Hvis man selv vil prøve at undersøge ens behov, kan man bruge forsikringsguiden.dk, der henter priserne direkte fra forsikringsselskaberne.
Hun anbefaler desuden, at du løbende overvejer, hvor du er i livet, og hvilken forsikringsdækning du har brug for.
Har du lidt svært ved at få et fuldt overblik, kan du altid ringe til dit forsikringsselskab og bede om hjælp.
Du kan også spørge, hvor det giver mest mening at justere dækningen, og hvad både besparelsen og konsekvenserne kan være.
Ifølge Anne Garde Slothuus er der flere situationer, hvor det især kan være en fordel at være opmærksom på sine forsikringer.
- Hvis man flytter sammen med en veninde eller en kæreste, bør man for eksempel tænke over, om der bliver betalt to indboforsikringer, siger hun.
Et andet typisk eksempel er, at man både har en rejseforsikring og et Mastercard, hvor der også følger rejseforsikring med.
- Her kan man med fordel undersøge, hvordan de dækker, så man kan finde ud af, hvilken man eventuelt kan undvære, siger hun.
Når et forsikringsselskab hæver prisen, skyldes det ifølge Anne Garde Slothuus som regel en ny vurdering af risikoen. Det handler om, hvorvidt prisen på forsikringen står mål med de udgifter til erstatninger, som selskabet har.
- Hvis der er ubalance, vil kunden typisk blive varslet om en prisstigning, siger hun.
- Priserne kan også stige, selv om man ikke selv har haft skader. Det kan blandt andet skyldes, at det generelt er blevet dyrere for selskabet at udbedre skader eller erstatte de ting, som kunderne får ødelagt.
Tidligere i år kom der en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den viste, at loyale kunder betaler mere for deres forsikringer, hvis ikke man sørger for løbende at forhandle om prisen.
/ritzau fokus/