Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/09/2026 - 06:53

Medie: Von der Leyen har flere penge med til Grønland

Sammen med Mette Frederiksen tager EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til Grønland i weekenden.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil annoncere yderligere 200 millioner euro i støtte til Grønland under sit besøg i weekenden.

Det skriver Financial Times.

Pengene kommer oven i de 225 millioner euro, som allerede er afsat til Grønland fra EU's side i perioden 2021 til 2027.

EU-Kommissionen foreslog sidste år at fordoble EU's støtte til Grønland, når det næste flerårige budget træder i kraft i 2028.

Kommissionen foreslog sidste år konkret at afsætte 530 millioner euro specifikt til samarbejdet med Grønland i perioden fra 2028 til 2034. Det svarer til knap fire milliarder kroner samlet for hele perioden.

Ursula von der Leyens besøg i Grønland finder officielt sted 6.-7. september. Med på turen er også den danske statsminister, Mette Frederiksen.

Her skal lederne efter planen blandt andet mødes med den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, i Nuuk.

Turen har længe været i kalenderen, men er på grund af forskellige omstændigheder blevet udskudt.

Først var det meningen, at Ursula von der Leyen skulle besøge Grønland i marts.

Men så blev der udskrevet folketingsvalg i Danmark, og turen blev derfor udskudt.

RITZAU

TjekDet - faktatjek