Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2023 - 10:00

FAKTA: Få styr på forsikringen inden afgang

Af: af Bine Madsen, Ritzau Fokus

* Rejseforsikring og ulykkesforsikring: Husk at undersøge, om skisport og hjemtransport er dækket.

* Ansvarsforsikring: kan dække, hvis man er skyld i, at andre kommer til skade. Ansvarsforsikringen hører under indboforsikringen, så hvis man er flyttet hjemmefra for nylig, er det en god ide at tjekke, om man har en.

* En afbestillingsforsikring er en overvejelse værd

Kilde: SOS International.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 05/12/2025 - 23:32

Meghan har rakt ud til sin far efter melding om benamputation

Eduardo Munoz/Reuters

Hertuginde Meghans far, der var i fokus op til brylluppet med prins Harry, er angiveligt alvorligt syg

Hertuginde Meghan, der er gift med britiske prins Harry, har forsøgt at komme i kontakt med sin far, Thomas Markle, som hun har haft et ikke-eksisterende forhold til.

Det oplyser en talsmand for hertuginden til det britiske medie BBC.

- Jeg kan bekræfte, at hun har rakt ud til sin far, lyder det.

Thomas Markle er angiveligt alvorligt syg og indlagt på et hospital i Filippinerne. Han skal have fået amputeret sit ene ben under en operation.

Ifølge britiske medier flyttede han til Filippinerne fra Mexico tidligere på året, skriver Reuters.

BBC erfarer, at Meghan forsøgte at kontakte ham tidligere fredag, men det er uklart, om det lykkedes.

Thomas Markle kom i fokus kort inden Meghans bryllup med prins Harry i 2018.

Faren meldte afbud kort inden brylluppet grundet hjerteproblemer.

Forinden var han kommet i vælten for at medvirke i en række opstillede paparazzifotos og for at være åbenmundet. I stedet blev det prinsens far, kong Charles, der dengang var prins, som fulgte Meghan op ad kirkegulvet.

Det er ifølge BBC uklart, om hertuginden har genoptaget et godt forhold til sin far efter brylluppet.

Thomas Markle menes ikke at have mødt parrets børn, prins Archie og prinsesse Lilibet, skriver mediet.

Han var desuden kritisk over for Meghan og Harrys beslutning om at trække sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

- Jeg tror, at de begge lige nu er ved at blive til fortabte sjæle, har det tidligere lydt i et interview ifølge BBC.

Det var tilbage i 2020, at parret oplyste, at de trak sig som fremtrædende medlemmer af kongehuset for at finansiere deres eget liv - væk fra det britiske kongehus som institution og væk fra den britiske tabloidpresse.

Efterfølgende har hertuginden lanceret livsstilsbrandet As Ever og kan ses i Netflix-serien "With Love, Meghan", hvor hun deler tips om madlavning, havearbejde, kreativt håndværk, blomsterbinding og værtskab.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 05/12/2025 - 21:28

Stjernearkitekten Frank Gehry er død

Dominique Faget/Ritzau Scanpix

Manden bag Guggenheim-museet i Bilbao blev en "starchitect" i USA. Nu er Frank Gehry død i en alder af 96 år.

Den amerikanske arkitekt Frank Gehry er fredag død, 96 år. Det meddeler en repræsentant for ham til New York Times.

Frank Gehrys nok mest kendte værk er Guggenheim-museet i Bilbao i det nordlige Spanien, der åbnede i 1997.

Museets dristige og fantasifulde kreationer med skrånende tårne og bølgende plader af buet metal gjorde Gehry til en superstjerne i arkitekturens verden.

Frank Gehry havde dog gjort sig bemærket inden da, skriver New York Times. I 1989 var han blevet tildelt den prestigefyldte Pritzker Architecture Prize.

Ud over det berømte Guggenheim-museum i Bilbao er Gehry også kendt for blandt andet Det Dansende Hus i Prag, der er opført i 1996, og Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, som stod færdigt i 2003.

Gehry var måske den mest fremtrædende af de såkaldte "starchitects", der også omfattede stjerner som Renzo Piano, Rem Koolhaas og Norman Foster.

Han nød sin berømmelse, men hadede betegnelsen "starchitect". Han mente, at der kun fandtes to kategorier af arkitekter:

- Der er folk, der designer bygninger, som hverken er teknisk eller økonomisk gode, og så er der dem, der gør, sagde han til den britiske avis The Independent i 2009.

Han gjorde moderne arkitektur populært og var sågar med i den tegnede tv-serie "The Simpsons". Men Frank Gehry fastholdt ifølge nyhedsbureauet AFP selv, at han blot var en enkel skaber af bygninger.

Frank Gehry blev født som Frank Owen Goldberg i en jødisk familie i et arbejderklassehjem i Toronto i Canada i 1929.

Familien flyttede til USA i slutningen af 1940'erne. For at undgå at blive mål for antisemitisme ændrede han senere sit efternavn til Gehry.

Han studerede arkitektur ved University of Southern California i Los Angeles og dimitterede i 1954. Senere fortsatte han sine studier i byplanlægning på Harvard University, som han dog ikke færdiggjorde.

Gehry arbejdede i de efterfølgende årtier først og fremmest i det sydlige Californien, inden han brød igennem internationalt med Guggenheim-museet i Bilbao.

Han døde fredag i sit hjem i Santa Monica i Californien efter kort tids sygdom.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 05/12/2025 - 10:00

FAKTA: Fire fif der booster smagen

* Tilsæt krydderierne først, når du skal stege noget, og lad dem stege lidt, inden du tilføjer resten af ingredienserne.

* Damp grøntsager i stedet for at koge dem, så bevarer de mere smag.

* Tilføj andet end vand, når du koger noget. Det kan være krydderier eller urter.

* Brug både olie og smør, når du steger. Smør giver smag, og olie sørger for, at maden ikke brænder så nemt på.

Kilde: bogen "Spis bedre end din nabo" af Julia Prokopenko.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 05/12/2025 - 10:00

Slip sanserne løs i køkkenet og spar penge på indkøb

Der er besparelser at hente på madkontoen, hvis du tør at springe ud i intuitiv madlavning, siger kok og forfatter.

Du vinder både tid og penge ved at lade din intuition lede dig på vej, når du bikser aftensmaden sammen.

Det mener i hvert fald kok og madiværksætter Julia Prokopenko, der er kendt som vært på DR-programmet "Danmarks nye livret".

Nu er hun aktuel med bogen "Spis bedre end din nabo", der rummer tip til, hvordan du i højere grad kan skifte stringente opskrifter ud med ren mavefornemmelse.

- Når vi ikke følger opskrifter, lader vi sanserne fortælle os, om vi er på rette kurs eller ej. På den måde kan madlavning blive en form for meditation, men det kræver, at man vælger at stole på sig selv i stedet for opskriften, siger Julia Prokopenko.

Hendes guide tager udgangspunkt i de fire p'er: prepping, produkt, proces og parring.

Prepping handler om at opbygge et solidt lager af smagsgivere, som du altid har ved hånden. Det kan være alt fra diverse krydderier og olier til tahin, sennep og honning.

Det vigtige er, at du har grundsmagene repræsenteret - surt, sødt, salt, bittert og umami.

- En pose gulerødder og et kyllingebryst på tilbud kan du få til at smage af så mange forskellige ting, hvis du har de her smagsgivere. Så udvid dit forrådskammer, lyder opfordringen fra Julia Prokopenko.

Produkt dækker over, at du tilegner dig en grundviden om de fødevarer, du kokkerer med. På den måde ved du, hvilke ingredienser der kan erstatte hinanden, så du bruger, hvad du allerede har i køleskabet, og ikke farer ud for at købe ekstra ind.

- Et græskar opfører sig på samme måde, som rodfrugter gør. Det vil sige, at du godt kan erstatte græskar med gulerod, mens du for eksempel ikke kan erstatte græskar med agurk, fordi agurken opfører sig anderledes, forklarer hun.

Du hjælper dig selv ved at tænke i råvarefamilier. Tilhører råvarer den samme familie, kan de med høj sandsynlighed afløse hinanden. Står du og mangler kefir til en ret, kan det nemt erstattes med et andet syrnet mælkeprodukt, såsom cremefraiche eller neutral yoghurt.

Men som med alle andre færdigheder kræver det øvelse, og du skal turde at teste ting af i køkkenet, understreger Julia Prokopenko.

- Det er erfaringen, der gør, at du udvikler et kompas, og så skal du ikke være så bange for, at noget går galt, siger hun.

P nummer tre er proces. Når du forstår de forskellige madlavningsprocesser, er det lettere for dig at freestyle. Det handler om at forstå forskellen på, hvad der sker med en råvare, når du for eksempel koger, bager eller steger den.

- Græskar smager for eksempel meget forskelligt, alt efter hvilken proces du bruger til at tilberede det, siger Julia Prokopenko.

Det sidste p står for parring, og det går i sin enkelthed ud på, at du formår at sammensætte et måltid, så det går op i en højere enhed. Her kommer du ifølge Julia Prokopenko langt ved at tænke i teksturer og grundsmage.

- Grunden til, at vi ikke bare kan ignorere det trin, er, at vi er biologisk og kulturelt betinget, i forhold til hvad vi anser som værende et tilfredsstillende måltid, siger hun og fortsætter:

- Kombinationen af noget surt, sødt, salt sammen med noget cremet og sprødt er egentlig bare det, der skal til, for at vores hjerner er tilfredse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek