Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/08/2023 - 08:00

Er dit barn ordentligt forsikret? Dette skal du have styr på

Mange forældre går rundt og tror, at deres børn er forsikret, uden at de er det, advarer forsikringsselskaber.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Skolens forsikring dækker ikke, hvis dit barn knækker en tand på legepladsen eller får en ketsjer i øjet til idræt.

Men det er der tilsyneladende mange forældre, der ikke er klar over.

I en ny undersøgelse, som Kantar Public har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige i maj og juni i år, svarer næsten halvdelen af de 1052 adspurgte, at det er skolens kollektive ulykkesforsikring, der dækker, hvis barnet kommer ud for et uheld i skoletiden.

Sådan har det dog ikke været, siden reglerne blev lavet om i 2012. Og derfor bør forældre sørge for at tjekke op på, om de har tegnet en ulykkesforsikring på familiens yngste medlemmer.

Det siger Dan Nix, der er skadechef for personskade hos Gjensidige.

- Vi voksne er gode til at forsikre os selv og vores biler. Men børnene har lige så meget brug for at blive forsikret. Mange tror, at de er dækket, hvis man har købt en familieulykkesforsikring, men det er de ikke, siger han.

Er uheldet ude, kan det få ærgerlige konsekvenser for barnet på længere sigt, hvis det ikke har sin egen ulykkesforsikring. Er der for eksempel tale om en knæskade, der ikke går i orden igen, kan man gå glip af en stor erstatning.

- Hvis du har en forsikringssum på 1,5 millioner kroner, så kan en knæskade udløse 150.000 kroner i erstatning. På den måde har du mere eller mindre en livslang mulighed for at få massage og behandling, længe efter at du er blevet sluppet af det offentlige, fortæller Dan Nix.

Går dit barn på efterskole, gælder samme regler som i folkeskolen. Derfor er det godt at få tjekket op på, om barnet har sin egen ulykkesforsikring.

Tjek også, om der er behov for særlige tillæg, lyder rådet fra Anne Mette Kirkegaard, der er vicedirektør for afdelingen for skade og jura hos LB Forsikring.

- Unge på efterskoler kan godt komme ud i situationer, der er anderledes, end dem de er udsat for derhjemme. Det kan være ture, hvor de skal rappelle eller andet, der betegnes som farlig sport, siger hun og fortsætter:

- Derfor skal man være opmærksom på, om der er brug noget ekstra dækning, som den unge ellers ikke har haft brug for.

Dog er efterskoleelever som udgangspunkt dækket af forældrenes øvrige forsikringer. Det gælder eksempelvis indbo-, ansvars- og rejseforsikring.

- Sundhedsforsikring er dog også individuel. Der er nogle situationer, hvor børn og ægtefæller er med på. Men ellers er det som udgangspunkt sådan, at alt, der vedrører ens krop, kræver individuel forsikring, siger Anne Mette Kirkegaard.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek