Kyiv, 24/04/2025 - 11:31
Zelenskyj haster hjem fra Sydafrika efter missilangreb på Kyiv
Ukraines præsident er i Sydafrika for at diskutere fred i Ukraine med den sydafrikanske præsident.
Christoph Soeder/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nattens voldsomme angreb på Kyiv får Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at rejse hjem fra et besøg i Sydafrika før tid.
Det oplyser præsidenten på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.
Udenrigsminister Andrij Sybiha vil stå for alle nødvendige møder i Sydafrika i præsidentens fravær, lyder det.
Under besøget i Sydafrika skal Zelenskyj mødes med Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa. Det er fortsat planen.
De skal diskutere fredsprocessen mellem Ukraine og Rusland.
Mindst otte blev dræbt, og flere end 70 blev såret i det kombinerede missil- og droneangreb, der ramte Kyiv natten til torsdag.
Også byen Kharkiv blev angrebet.
Angrebene antændte adskillige brande i Kyiv, og indbyggere blev begravet under sammenstyrtede bygninger.
På det sociale medie X kommenterer Zelenskyj nattens begivenheder.
- Det er ekstremt vigtigt, at alle i hele verden ser og forstår, hvad der virkelig sker. Næsten 70 missiler - herunder ballistiske missiler. Og omkring 150 angrebsdroner, skriver Zelenskyj.
Der er tale om at af de dødeligste russiske angreb, som Kyiv og byens indbyggere er blevet udsat for i krigen mod Rusland.
Rusland har foreløbig ikke kommenteret angrebene. Til gengæld vælger en talsperson for Ruslands udenrigsministerium torsdag at dreje fokus hen på muligheden for fred - og Zelenskyjs vilje til at indgå kompromisser.
Talsperson Maria Zakharova siger ifølge Reuters, at det bliver tydeligere minut for minut, at Zelenskyj ikke er i stand til at forhandle en aftale, som kan sætte en stopper for krigen.
Onsdag aften dansk tid sagde USA's præsident, Donald Trump, under et pressemøde i Det Hvide Hus, at han formoder, at USA har en aftale med både Ukraine og Rusland angående krigen.
- Jeg troede, at det ville være nemmere med Zelenskyj. Indtil videre har det været sværere.
- Men jeg tror, at vi har en aftale med begge. Jeg håber, at de går med til den, for jeg vil gerne spare - som I ved, så har vi brugt mange penge, men dette handler om menneskelighed, sagde Donald Trump.
Han trak dog lidt i land efterfølgende, hvor det blev klart, at der endnu ikke er nogen aftale med Ukraine.
Hvad aftalen indebærer, blev heller ikke klart.
/ritzau/