Jerusalem, 05/07/2025 - 20:03
Medier: Israel sender delegation til våbenhvileforhandlinger i Qatar
Dagen efter at Hamas svarede på aftaleudkast, har Israel angiveligt besluttet at sende forhandlere til Qatar.
Ronen Zvulun/Reuters
Af: /ritzau/
Den israelske regering vil sende en delegation til Qatar for at forhandle om en aftale om våbenhvile og løsladelse af gidsler i Gaza.
Det oplyser en unavngiven israelsk embedsmand til israelske medier - herunder Channel 12 og tv-stationen KAN, skriver Reuters og Times of Israel.
Det er uklart, om delegationen rejser til Qatar lørdag eller søndag.
Meldingen kommer, dagen efter at den militante bevægelse Hamas oplyste, at den er positiv over for et våbenhvileudkast, som den er blevet præsenteret for.
Samtidig oplyste Hamas, at bevægelsen er parat til at indgå i direkte forhandlinger om en våbenhvile.
Flere unavngivne israelske embedsmænd siger til KAN, at Hamas har lempet sine krav til aftalen efter pres fra Qatar og USA, og at der nu "er noget at arbejde med".
Qatar er mægler i forhandlingerne sammen med Egypten og USA.
Onsdag fortalte USA's præsident, Donald Trump, at Israel havde accepteret en række betingelser, der skulle indgå i en kommende aftale om 60 dages våbenhvile i Gaza.
Dette er dog ikke bekræftet af Israel.
Der er heller ingen officielle oplysninger om indholdet af det våbenhvileforslag, som Hamas har svaret på. Lidt om forslaget er dog sluppet ud.
En palæstinensisk kilde tæt på forhandlingerne sagde tidligere på ugen til nyhedsbureauet AFP, at forslaget indebærer en 60 dage lang pause i kamphandlingerne i Gaza.
Det samme har Donald Trump sagt.
Derudover lægger udkastet op til, at Hamas skal frigive halvdelen af de tilbageværende israelske gidsler, der stadig er i live i Gaza, mens Israel skal løslade et ikke nærmere bestemt antal palæstinensiske indsatte.
Ud af 251 gidsler, der blev taget til fange ved Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, befinder 49 sig stadig i Gaza. Ifølge Israels militær er 27 af de tilbageværende gidsler døde, mens 22 forventes at være i live.
De gidsler, der har forladt Gaza, er blevet løsladt i forbindelse med tidligere våbenhviler. De første gidsler blev frigivet i slutningen af november 2023.
Ved angrebet på Israel dræbte Hamas omkring 1200 personer, hvorefter Israel iværksatte krigen i Gaza.
Krigen har ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza indtil videre kostet mindst 57.000 mennesker livet.
/ritzau/