Aarhus, 22/05/2026 - 14:15
35-årig frifindes for drab men dømmes for grov vold
Retten fandt det ikke bevist, at 35-årig tildelte 37-årig dræbende knivstik. Derfor frifindes han for drab.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 35-årig mand er fredag i Retten i Aarhus blevet frifundet for drab på en 37-årig mand på et værested i Aarhus.
Han er dog dømt for grov vold i gentagelsestilfælde.
Straffen lyder på fængsel i to år og seks måneder. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Episoden, som sagen drejer sig om, udspillede sig i august 2025 i Jægergårdsgade i Aarhus.
Her blev en 37-årig mand stukket med en kniv. Han fik alvorlige skader og døde efterfølgende.
35-årige Færedun Yarmohammadi og to andre mænd blev efterfølgende anholdt. Siden er sigtelsen mod de to andre mænd frafaldet.
I marts i år blev der rejst tiltale mod den 35-årige, og retssagen begyndte 1. maj.
Han var tiltalt for at have dræbt den 37-årige med flere knivstik.
I sagen var der også en subsidiær tiltale om grov vold med døden til følge. Det var det, anklagemyndigheden ønskede at få den 35-årige dømt for, hvis retten ikke fandt det bevist, at han havde gjort sig skyldig i drab.
Men Retten i Aarhus fandt det ikke bevist, at den 35-årige tildelte den 37-årige de dræbende knivstik. Han blev fundet skyldig i at have tildelt den dræbte et knivstik i maveregionen.
Fordi han tidligere er dømt for vold, blev han dømt for grov vold i gentagelsestilfælde.
Den 35-årige modtog dommen. Anklagemyndigheden skal nu beslutte, om sagen skal ankes til landsretten, siger specialanklager Jesper Rubow i pressemeddelelsen.
- I straffesager ser sagens parter ofte beviserne meget forskelligt. Sådan var det også i denne sag. I sidste ende er det domstolene, der skal bedømme sagens beviser, siger han.
- I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at den dømte havde stukket offeret med kniv. Men rettens afgørelse var, at det kun var bevist, at tiltalte havde stukket en gang, og dermed ikke var skyldig i de øvrige knivstik.
/ritzau/




