Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/08/2024 - 14:13

Lavere energipriser sender salg hos Norlys ned trods Telia-opkøb

Energihandel påvirkede Norlys' indtjening negativt i første halvår, mens Telia leverer bedre end ventet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Lavere energipriser har fået omsætningen hos energi- og teleselskabet Norlys til at falde i årets første seks måneder.

Det skriver Norlys i en pressemeddelelse i forbindelse med sit halvårsregnskab.

I løbet af første halvdel af 2024 har selskabet omsat for 6,5 milliarder kroner. I samme periode i 2023 lød omsætningen på 8,3 milliarder kroner.

Samlet set kommer Norlys ud af årets første seks måneder med et overskud på 0,2 milliarder kroner. I 2023 lød overskuddet på 0,5 milliarder kroner.

Ifølge Norlys er resultatet blandt andet negativt påvirket af resultatet i energihandelsselskabet Norlys Energy Trading, som Norlys ejer størstedelen af.

Norlys Energy Trading bidrog til at Norlys næsten tidoblede sit overskud i 2022 sammenlignet med året før. I hele 2022 tjente Norlys dermed 4,2 milliarder kroner.

Det skyldtes store prisudsving på energimarkederne, hvilket skabte gode vilkår for at tjene penge på at handle med energi.

I år har energihandelsselskabet dog været præget af blandt andet udgifter til langtidskontrakter, skriver Norlys.

Desuden er der ikke lige så store udsving på markedet for energi, som der var i 2022.

I april overtog Norlys endeligt den danske del af Telia, efter at handlen blev offentliggjort i april 2023.

Halvårsregnskabet er det første regnskab, hvor Telia Danmark indgår. Og teleselskabet har leveret bedre end forventet, lyder det.

- Telia holder godt momentum, og på trods af omkostninger til integrationen af selskabet, bidrager Telia bedre end forventet, siger koncernfinansdirektør i Norlys Gert Vinther Jørgensen i pressemeddelelsen.

Norlys er en andelsvirksomhed, som er ejet af 800.000 andelshavere. Selskabet har 4600 ansatte.

I løbet af første halvdel af 2024 har selskabet investeret 1,9 milliarder kroner. Investeringerne er gået til udbygning af fibernettet, opbygning af et landsdækkende ladenetværk og it, oplyser Norlys.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek