Beirut, 05/04/2026 - 11:42
Familie på flugt meldes dræbt i israelsk angreb i Sydlibanon
Seks familiemedlemmer og en bekendt, der skulle køre dem væk, blev ifølge civilforsvar dræbt i angreb.
Af: /ritzau/
En familie på seks samt yderligere én person er søndag blevet dræbt i et israelsk angreb på byen Kfar Hatta i det sydlige Libanon.
Det siger en kilde fra Libanons civilforsvar til nyhedsbureauet AFP.
Israels militær havde inden angrebet beordret byen evakueret.
Ifølge kilden var familien flygtet fra en by længere mod syd og ventede på at få et lift fra Kfar Hatta, da angrebet ramte.
Familien havde ikke selv en bil og skulle hentes af en bekendt, der ville køre familiemedlemmerne ud af byen.
Manden, der skulle hente familien, blev også dræbt i det israelske angreb.
Ud over angrebet i det sydlige Libanon har Israel søndag formiddag iværksat en række angreb mod Hizbollah-mål i den libanesiske hovedstad, Beirut.
Det meddeler Israels militær i en udtalelse.
Under Israel og USA's krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet Israel med droner og raketter. Dette har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.
/ritzau/




