Bruxelles, 23/08/2026 - 23:14
EU opfordrer Israel til at stoppe omstridt bosætterprojekt
Israel vil opføre 3400 boliger øst for Jerusalem. Projektet vil skade muligheden for tostatsløsning, mener EU.
Af: /ritzau/
EU opfordrer Israel til at stoppe planerne om et større bosættelsesprojekt, der vil adskille Østjerusalem yderligere fra den besatte Vestbred.
Det skriver EU's udenrigstjeneste (EEAS) i en udtalelse.
- Gennemførelsen af E1-planen vil dele Vestbredden i to, isolere Østjerusalem og yderligere undergrave mulighederne for en tostatsløsning, lyder det i udtalelsen.
- EU's holdning er klar: Israels bosættelser på Vestbredden, herunder i E1-området, er ulovlige i henhold til international ret.
Israel godkendte planerne for det omkring 12 kvadratkilometer store landområde kendt som E1 i august sidste år.
Planen går ud på at opføre omkring 3400 boliger mellem den israelske bosættelse Maale Adumim og Østjerusalem.
Projektet har mødt fordømmelse fra FN og en række europæiske lande.
RITZAU




