København, 06/09/2026 - 10:21
Politi har afspærret område efter anmeldelse om voldtægtsforsøg
Politiets rød-hvide afspærringsbånd er søndag rullet ud ved gade på Amager, hvor kvinde har anmeldt overfald.
Af: /ritzau/
Københavns Politi har spærret et større område af ved Frankrigshusene på Amager i forbindelse med en anmeldelse om et voldtægtsforsøg søndag morgen.
- Vi arbejder derude i forhold til noget sporsikring, siger central efterforskningsleder i politikredsen Jesper Schroll.
En kvinde i 20'erne har fortalt politiet, at hun blev antastet på gaden, men kom væk.
Efterforskningslederen fortæller, at politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 04.45, og at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen anholdt i sagen.
RITZAU




