Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/04/2026 - 08:35

To anholdte kræves varetægtsfængslet efter knivdrab i Holstebro

Lørdag meldte to efterlyste sig selv efter drab i Holstebro. Søndag stilles de for en dommer i retten.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To mænd bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør i retten, efter at en 35-årig mand natten til lørdag blev dræbt af knivstik i Holstebro.

Det oplyser efterforskningsleder Poul Fink fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Mændene meldte sig lørdag selv, efter at politiet havde efterlyst dem offentligt med navn og foto.

Den ene sigtes for drab, mens den anden sigtes for medvirken til drab, skriver TV Midtvest.

De anholdte er henholdsvis 18 og 28 år. Det er ikke umiddelbart blevet oplyst, hvem der er sigtet for drab, og hvem der er sigtet for medvirken.

Drabet på den 35-årige mand fandt sted natten til lørdag på Rendsborggade 47 i Holstebro.

Omkring klokken 03.20 løb to mænd fra stedet. Politiets efterforskning tyder på, at det var den 18-årige og den 28-årige.

Da mændene ikke var anholdt lørdag eftermiddag, udsendte politiet en efterlysning af de to med både navn og foto.

Herefter meldte mændene sig selv til politiet.

Det er politiets opfattelse, at drabet er sket i misbrugsmiljøet, men der er ikke umiddelbart kommet noget frem om motivet.

Selv om to mistænkte er anholdt, vil politiet stadig gerne høre fra folk, som kan have oplysninger til brug for sagen.

- Vi er stadig interesserede i vidner, der har set de to personer løbe fra gerningsstedet omkring klokken 03.20 natten til lørdag eller har viden om deres færden efterfølgende, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

I søndagens grundlovsforhør skal en dommer vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de to mistænkte.

Retsmødet begynder klokken 10 i Retten i Herning, skriver TV Midtvest.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek