Skanderborg, 08/08/2025 - 10:09
Will Smith hiver Oscar frem: De sidste år har været svære
I slutningen af verdensstjernens Smukfestkoncert torsdag aften, satte han ord på omtalt lussing.
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var ikke kun musikken, der kom i spotlyset under rapper og skuespiller Will Smiths koncert på Smukfest torsdag aften.
Omkring en time inde i koncerten hev han sin Oscar-statuette, som han fik i 2022, frem. Prisen modtog han den aften, hvor han uddelte den famøse lussing til komikeren Chris Rock.
- De sidste tre år har jeg båret en stor skam og en stor skyldfølelse fra den aften. Jeg vil gerne dele noget med jer. Og ofte får man ikke lov til at gøre det ansigt til ansigt, sagde Will Smith til Smukfests publikum.
Han løftede statutten, og publikum kvitterede med et jubelbrøl.
- Jeg har dedikeret hele min karriere til at give glæde og kærlighed til den her verden. Jeg vil bare gerne sige tak til alle jer, som blev ved min side, fortsatte Will Smith.
Verdensstjernens optræden splitter de danske anmeldere, som giver alt mellem to og seks stjerner.
Politiken giver koncerten seks hjerter ud af seks og roser den 56-årige rapper for at vise Oscar-statuetten frem.
- Det var intimt. At vise os sin skam – det, der gjorde ham allermest ondt og allerbedst stolt på en og samme tid, skriver Politiken.
Også B.T. giver koncerten topkarakter.
- Det var potent, det var alt for meget, og det var helt perfekt til en midnatsforestilling på Smukfest.
- Det var en af de koncerter, man husker længe. Og nej, det var ikke kunst, men det var eddermame fedt, skriver B.T.
/ritzau/