København, 13/05/2026 - 13:50
Betjent og ægtepar frifundet i sag om gammel pistol
Pistol blev fundet blandt afdød mors ejendele, og betjent brød ikke loven ved at beholde den natten over.
Af: /ritzau/
I to et halvt år har en 29-årig politimand fra Københavns Politi været suspenderet fra sit job. Først som mistænkt for grov narkokriminalitet og siden som tiltalt for overtrædelse af våbenloven.
Allerede i januar lagde Statsadvokaten i København den alvorlige del af sagen ned, som handlede om narko. En efterforskning, der i begyndelsen var rettet mod seks politifolk, men som endte i ingenting.
Og onsdag har Retten i Lyngby så frifundet betjenten for overtrædelse af våbenloven og for grov pligtforsømmelse.
De anklager blev rejst på baggrund af en ransagning i narkoefterforskningen. Narko fandt man ikke, men man fandt en gammel pistol fra mellemkrigstiden og nogle patroner.
Ransagningen foregik meget tidligt om morgenen den 31. oktober 2023. I en kommodeskuffe fandt ransagningsholdet fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) pistolen og patronerne.
Men pistolen var betjentens underbo kommet op med aftenen forinden. Han og hustruen havde fundet den i en flyttekasse fra hustruens afdøde mor.
Pistolen var gammel, og betjenten vurderede, at der slet ikke var tale om en ægte pistol. Derfor ville han vente med at aflevere den på politistationen til den efterfølgende dag.
Også ægteparret blev tiltalt i sagen. De havde jo haft pistolen hos sig i en periode op til afleveringen, og det var en overtrædelse af våbenloven, mente anklagemyndigheden.
Men Retten i Lyngby har fundet parternes forklaringer troværdige, og dommer Pia Inger Petersen henviser onsdag ved domsafsigelsen til, at der netop i forbindelse med våbenfund i dødsboer er en frist på to uger, før man skal anmelde fundet.
- Som betjent må du godt tage imod pistolen. Det er ligesom, når der er frit lejde. Det var klokken 23 om aftenen, og du skulle møde tidligt den næste dag. Så det er i orden, at du lægger pistolen i en skuffe, lyder begrundelsen fra dommeren.
Patronerne, der blev fundet i samme skuffe, havde betjenten, fordi han havde været på skydebanen, og han havde glemt at aflevere dem. Det er noget, der sker indimellem.
Faktisk er der på skydebanen en glemmekasse, som man kan lægge patronerne i, og retten har også valgt at frifinde ham for den del.
I forbindelse med sagen fandt DUP imidlertid også nogle billeder på betjentens private telefon, som burde have været på betjentens tjenestetelefon.
Det mener retten, bør straffes med en bøde, men på grund af den lange sagsbehandlingstid og på grund af, at betjente ofte føler sig nødsaget til at bruge private telefoner, da tjenestetelefoner angiveligt ikke har tilstrækkelig hukommelseskapacitet, så har retten besluttet, at bøden helt skal bortfalde.
Det samme gælder en bøde, som manden i det medtiltalte ægtepar ellers stod til.
Han havde en springkniv liggende. Den havde han fået som en taknemmelighedsgave fra en mand, hvis liv han reddede, da han i 1990'erne var udsendt som soldat i det tidligere Jugoslavien.
Rettens afgørelse vakte stor lettelse blandt de tiltalte, som alle gav udtryk for, at ventetiden havde været "et helvede".
- Det var da den bedste fødselsdagsgave, man kunne få, lød det fra kvinden, der fylder 60 år i dag.
Statsadvokaten i København har mulighed for at anke dommen til Østre Landsret. Det skal i givet fald ske inden 14 dage.
Ud over onsdagens sag resulterede DUP-efterforskningen i sager mod tre andre politifolk. Den ene kommer for retten i den kommende uge, mens sagen mod de to sidste behandles senere på året.
/ritzau/




