Malmø, 06/08/2025 - 06:00
Malmö-dansker forventer ny stillingskrig i FCK-returkamp
Jens Stryger Larsen mener, Malmö havde godt styr på FCK's offensiv, men savner angrebspower i den anden ende.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere landsholdsspiller Jens Stryger Larsen er behersket optimist, efter at han sammen med holdkammeraterne i Malmö FF tirsdag spillede 0-0 på hjemmebane mod FC København i det første af to opgør i Champions League-kvalifikationen.
Opgøret var låst og chancefattigt, og det samme kan blive tilfældet i returkampen på tirsdag i Parken, vurderer han.
- Det var en utrolig lige kamp, og det tror jeg også, at returkampen bliver.
- Vi er tilfredse med det, vi tillod FCK. Jeg synes ikke, at de havde store chancer. Vi fik blokeret et par af deres afslutninger, og Robin Olsen (Malmös målmand, red.) havde ikke nogen deciderede redninger, siger Jens Stryger Larsen.
Han ville dog ønske, at hans eget holds offensiv også havde voldt københavnerne lidt større problemer. Det er der fokus på at forbedre inden næste uges returkamp.
- Vi skal være lidt skarpere på den sidste tredjedel af banen i returkampen. Især i første halvleg var vi gode til at spille igennem FCK's pres og komme op på deres halvdel, men det blev en meget taktisk affære fra begge mandskaber.
- Det kan det også blive i returkampen, så vi skal finde vores gode offensive spil frem, som vi har vist utallige gange. Vi skal sætte vores offensive spillere bedre i scene, for så skal vi nok få scoret i Parken, siger Malmö-backen.
Jens Stryger Larsen havnede i fokus inden det første opgør.
Efter at have spillet sig frem til dysten mod FCK gav den tidligere Brøndby- og FCN-spiller den fuld gas sammen med fansene, da der blev sunget om hadet til FCK.
Det fik politiinspektør Peter Dahl til at kritisere den tidligere landsholdsspiller for at piske en stemning op før højrisikokampene, men det har aldrig været hensigten, fastslår Jens Stryger Larsen.
- Selvfølgelig er der intet, som skal gå over gevind inden eller uden for banen.
- Fodbold er følelser, passion, intensitet og underholdning. Jeg har ingen kommentarer til, hvad politiet har sagt. At være fodboldspiller er følelser, og jeg ved, hvad spillet betyder for fans og klubber, siger han.
Den 34-årige lollik har spillet for Malmö FF siden februar 2024.
/ritzau/