Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 22/04/2026 - 16:59

Svensk dreng udleveret til dansk politi efter skudepisode i Aalborg

Den 16-årige svenske dreng, der er mistænkt for at affyre mindst ni skud, er sigtet for forsøg på manddrab.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 16-årig svensk dreng er blevet udleveret til dansk politi - mistænkt for at affyre mindst ni skud mod tatovørforretningen Royal Ink på Bispensgade i den centrale del af Aalborg 7. april.

Det skriver TV2 Nord.

Drengen blev anholdt af svensk politi i Helsingborg i Sverige et halvt døgn efter skudepisoden.

Ifølge TV2 Nord bliver den 16-årige svensker fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg torsdag klokken 10, sigtet for forsøg på manddrab mod personer, som opholdt sig i Royal Ink.

Ingen kom til skade ved skyderiet.

Politiet sagde tidligere i april, at man mener, at skudepisoden har forbindelse til en verserende bandekonflikt i Nordjylland.

Inden skudepisoden havde politiet fokus på tatovørforretningen.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at ejeren af tatovørforretningen er rockerklubben Comanches MC's præsident i Aalborg.

Et klubhus tilhørende Comanches i Vodskov, som ligger lidt nord for Aalborg, blev midlertidigt lukket i slutningen af marts med henvisning til en igangværende konflikt mellem Comanches og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Nordjyllands Politi oplyste onsdag eftermiddag på meddelelsestjenesten Politi Update, at man forlænger opholdsforbuddet på Royal Inks adresse på Bispensgade 32. Forbuddet gælder indtil videre frem til 28. april 2026 klokken 16.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek