Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/01/2024 - 08:00

Boligmarkedet tegner roligere men ikke uden problemer for alle

Efter en turbulent tid med mange udsving ser boligmarkedet nu ud til at have kastet anker i roligere vande, vurderes det.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Corona, rentestigninger og nye skatteregler. De senere år har i den grad budt på bølgegang for det danske boligmarked.

Men 2024 byder indtil videre på roligere vande. Det vurderer Curt Liliegreen, der er direktør Boligøkonomisk Videncenter.

- Boligmarkedet går lige nu ind i en mere forudsigelig og normal facon, som vi kender fra før, verden gik af lave, siger han.

Samme tendens tegner sig i tal fra ejendomsmæglerkæden Homes køber- og sælgerbarometer, som analysevirksomheden YouGov laver hvert kvartal.

I den seneste udgave af undersøgelsen, der er foretaget ved indgangen til det nye år, svarer omkring 15 procent af de over 2000 adspurgte danskere, at de planlægger at købe en bolig inden sommerferien, mens 13 procent planlægger at sælge.

Og det er et niveau, som boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen kalder for normalt.

- Med boligskatten på plads ved boligejerne, hvad de har at forholde sig til, og det giver noget ro på bagsmækken nu, siger han.

Boligmarkedsanalytikeren tør dog ikke komme med et bud på, hvornår timingen vil være god for enten at købe eller sælge her i 2024.

- Vi har jo set de seneste par år, at det er umuligt at forudsige, hvad der kommer til at ske på boligmarkedet. Det er meget svært at regne ud, hvornår du rammer ind i en bølge, der går enten den ene eller anden vej, lyder det fra Henrik Hauthorn Jensen.

Hans råd til dig, der går med boligdrømme, er derfor at tage de langsigtede briller på.

- Der har været en tendens på boligmarkedet til at være spekulativ, og at man prøver at ramme en god timing for, hvornår man køber og sælger. Men man bør i stedet fokusere på, hvad man har brug for, og hvad man godt kunne tænke sig i sit liv på den lange bane, siger Henrik Hauthorn Jensen.

En problematik, som Curt Liliegreen forventer, kommer til at præge boligmarkedet i år og de kommende år, er klimatilpasning.

For flere voldsomme vejrhændelser i efteråret og vinteren har vist, at der ligger en del huse rundt omkring i landet, som har svært ved at stå imod for eksempel oversvømmede vandløb og høj grundvandsstand.

- Nogle huse vil stige i pris, og andre vil falde, fordi klimatruslen bliver en problemstilling, der påvirker efterspørgslen, vurderer Curt Liliegreen.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek