Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/12/2025 - 16:53

Grønlands Politi efterforsker drabsforsøg: En person er anholdt

Politiet i Grønland efterforsker tirsdag et forsøg på manddrab i byen Ilulissat. En 71-årig er sigtet i sagen.

Af: /ritzau/

Grønlands Politi efterforsker tirsdag et drabsforsøg i den grønlandske by Ilulissat.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Politiet er til stede i området og efterforsker på baggrund af sagens omstændigheder og de foreløbige undersøgelser sagen som forsøg på manddrab, lyder det i meddelelsen.

Politiet mener, at en 71-årig mand har forbindelse til sagen. Han er blevet anholdt og sigtet for forsøg på manddrab mod en 46-årig mand.

Anmeldelsen indløb tirsdag formiddag klokken 09.34.

På nuværende tidspunkt har Grønlands Politi ikke yderligere kommentarer til sagen.

/ritzau/

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek