Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/03/2024 - 08:00

Fransk elektroduo tager dansk festival med på månesafari til sommer

Den elektroniske duo Air, der debuterede med albummet "Moon Safari", spiller på dette års Syd for solen.

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Når den københavnske musikfestival Syd for solen løber af stablen til sommer bliver det med elektroniske toner fra den franske duo Air.

Det annoncerer Syd for solen i en pressemeddelelse.

I forbindelse med 25-årsjubilæet for duoens debutalbum "Moon Safari" tager de nu på en Europa-turné og spiller albummet i sin fulde længde. Her slår de vej forbi Valbyparken, hvor Syd for solen i år afholdes.

Duoen, der tæller franskmændene Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel, spiller lørdag på festivalen, hvor navne som Queens of The Stone Age og Big Thief også optræder.

- Air er ganske enkelt intet mindre end legendariske. De bevæger sig frit i det elektroniske univers, men musikken er enormt alsidig, som man også tydeligt hører på albummet "Moon Safari", siger Xenia Grigat, der er programansvarlig for Syd for solen.

- Det er en retrofuturistisk plade rig på stemninger, hvor man virkelig fornemmer, at det er to lydnørder, der har kælet seriøst for detaljerne, der står bag.

Air blev dannet i 1995 af Nicolas Goden og Jean-Benoît Dunckel. De udgav i 1998 debutalbummet "Moon Safari", der talte numre som "Sexy Boy" og "La femme d'argent".

Og ifølge Xenia Grigat kan festivalgæsterne se frem til en nostalgisk koncert fra franskmændene.

- At opleve det hele live på scenen bliver et trip down memory lane - og samtidig en manifestation af at tidens test afslører kvalitet. Det bliver en koncert i absolut særklasse og SÅ fedt, siger hun.

Ud over Air tæller Syd for solens plakat blandt andre den populære musikproducer Fred Again.., den britiske R'n'B-sangerinde Jorja Smith og den ene halvdel af hiphopduoen Outkast André 3000.

Det er tredje gang Syd for solen bliver afholdt. Førhen lagde Søndermarken hus til festivalen, men i år har den fundet nyt hjem i Valbyparken.

Festivalen løber over tre dage den 8., 9. og 10. august.

/ritzau/

København, 21/07/2024 - 08:00

FAKTA: Facts om Michael Carøe

* Michael Carøe er entertainer, tv-vært, komiker, konferencier, sanger og skuespiller.

* I 1984 blev han uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole.

* Han har blandt andet medvirket i filmen "Der var engang en dreng", tv-serien "Nikolaj og Julie" samt komedieserien "Klovn", hvor han, ligesom Casper Christensen og Frank Hvam, spiller en fiktionaliseret udgave af sig selv. Han medvirker desuden i alle tre Klovn-film.

* I 1998 lancerede han sit første show, "Welcome to my Way", på Bellevue Teateret, hvor han sang adskillige amerikanske hits. Året efter kom det andet show, "Afskedsshow vol. 1", og i 2002 optrådte han med showet "Back in Business".

* Privat er han gift med skuespiller Linda Laursen. Sammen har de en voksen søn.

Kilder: danskefilm.dk og Billed-Bladet

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2024 - 08:00

Michael Carøe: Jeg er ikke rig nok til at lave ingenting

Den kendte entertainer og crooner Michael Carøe lever for at synge, men overlever ved at optræde.

Musik og sang har en helt særlig plads i Michael Carøes liv. For ham er musik ligesom at løse en kryds og tværs eller en sudoku.

- Det er noget, jeg altid vil dyrke - uanset om jeg får penge for det eller ej, siger han og tilføjer:

- Outlettet ved at optræde er noget andet. Det er forretningen.

Sammen med Zindy Laursen skal han synge for til Tivolis fællessangkoncept "Syng med i Tivoli" på Plænen 25. juli.

For Michael Carøe er det interaktionen mellem scene og publikum, der er det spændende.

- Jeg tror, at det er 10-15 år siden, at jeg - i hvert fald i min bevidsthed - stoppede med at optræde. Jeg synes, at det er meget sjovere at være sammen med folk, siger den 63-årige crooner.

- Jeg kan godt lide det her med at stille mine kompetencer til rådighed for en eller anden situation. Om det er en privat fest eller en offentlig fest.

Under coronanedlukningerne fik flere øjnene op for fællessang, da DR med komponist og dirigent Phillip Faber i spidsen lancerede sangprogrammer, der opfordrede seerne til at synge med derhjemme.

Men for Michael Carøe bragte den verdensomspændende pandemi også andet med sig.

- Jeg er blevet absurd begejstret for at lave ingenting, og det er lidt problematisk, for det er jeg ikke rig nok til. Så det er en lidt konfliktfyldt erkendelse, siger han og griner.

Når han går på scenen i Tivoli bliver det med sange fra den amerikanske sangskat.

I knap tre årtier har amerikansk musik været noget, Michael Carøe har dyrket i sit professionelle virke, og han har flere gange optrådt med de sange, der gjorde Dean Martin og Frank Sinatra kendte.

Han husker særligt premieren på sit show "Welcome to my Way" på Bellevue Teateret i Klampenborg i 1998.

- Jeg skulle optræde med flere af de største amerikanske hits, men dem har Frank Sinatra selvfølgelig sunget en del af, fortæller Michael Carøe.

- Men natten til premieren dør Frank Sinatra.

Derfor besluttede Michael Carøe og hans hold, at de skulle lave en særlig hyldest til det afdøde crooner-ikon.

Da 11-mands-bandet spillede tonerne til Sinatra-hittet "My Way", blev taget i teateret rullet fra, så man kunne se nattehimlen.

- Så lavede vi en aftale med lysmanden om, at han skulle fjerne lyset fra mig og pege dem op i himlen, fortæller Michael Carøe.

- Det var et virkelig magisk øjeblik. Der sad 200 mennesker i salen, der også vidste, hvad det handlede om.

Frank Sinatra vil selvfølgelig også være at finde i sangrepertoiret 25. juli i Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til frangipane

Up-side-down frangipane med grillede jordbær.

* 100 gram blødt smør.

* 100 gram sukker.

* 2 små æg.

* 100 gram mandelmel.

* 10 gram mel.

* 100 gram brun farin.

* 50 gram vand.

* 200 gram ordnede jordbær.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til ret med grillede ferskner

Grillede ferskner med friske hindbær.

* 300 gram piskefløde.

* 50 gram mascarpone.

* 30 gram flormelis.

* 10 gram sukker.

* 1 vaniljestang.

* 1 lille håndfuld timian.

* 1 lille håndfuld basilikum.

* 4 ferskner.

* 150 gram hindbær.

* 100 gram god, dansk honning.

* 2 gram fint salt.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek