Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 02/07/2026 - 05:57

Ukraine melder om flere sårede og døde efter russisk angreb i Kyiv

Bygninger står i flammer, og beredskabet arbejder sig gennem murbrokker efter et påstået angreb i Kyiv.

Af: /ritzau/

Antallet af døde som følge af russiske angreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, er steget til otte, og antallet af sårede er steget til 34.

Det melder ukrainske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tymur Tkatjenko, som står i spidsen for Kyivs militæradministration, melder, at otte personer er blevet dræbt, og at omkring 30 områder på tværs af byen er blevet beskadiget i angrebene.

Han uddyber ikke yderligere, men fordømmer, at Rusland ifølge ham bevidst har angrebet beboelsesområder.

Billeder, som er udgivet af det ukrainske beredskab efter angrebene, viser ifølge AFP store skader på en beboelsesbygning. En stor del af en bygning ser ud til at være brændt ned, mens brandfolk forsøger at slukke flammerne.

Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, melder på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at yderligere mindst 34 er såret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Videoer fra Reuters viser redningsmandskab forsøge at arbejde sig igennem murbrokker, der tidligere var en bygning på otte etager. I videoen ses solen stige op over Kyiv.

RITZAU

TjekDet - faktatjek