Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/08/2023 - 08:00

Gendyrk køkkenaffaldet: Alt fra ingefær til popcornmajs kan spire igen

Mindsk dit madspild, og dyrk gratis grønt ved at plante den rynkede søde kartoffel eller stubben fra spidskålen.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Det kræver hverken et væld af tid eller stor botanisk viden at gendyrke dit køkkenaffald.

- Der er overraskende mange af de ting, som man skærer fra, som kan stikkes ned i urtepotter eller i køkkenhaven, hvis man har sådan en, siger Persille Ingerslev, der er forfatter til bogen "Gendyrk".

Det eneste, du skal bruge for at komme i gang, er noget helt almindeligt pottemuld, nogle urtepotter med hul i bunden, så vandet kan komme ud, og en plads i solen – gerne en vindueskarm.

Forårsløg er nok det nemmeste at få til at gro igen, lyder det fra Persille Ingerslev.

- Det tager lige så lang tid at smide bundene fra forårsløgene ned i jorden som i biospanden, og det gode ved dem, er, at de også vokser i vintermånederne, siger hun.

Har du mod på mere, kan du forsøge at gendyrke spidskål. Her skal du blot tage den hårde stub, der er tilbage, når du har fjernet alle bladene, og putte den i en urtepotte med fugtig jord.

- Kål vokser langsomt, men det lønner sig. Du kan plukke af planten i flere år. Går planten i stok, bliver den dog bitter, siger Persille Ingerslev.

Samme metode virker med ingefær, hvis du har en klump tilovers, fortæller hun.

- Ingefær vokser proportionalt med det, den vokser i. Så gendyrker du den i en lille potte, får du en bonsaiagtig vækst, men bruger du en stor krukke, får du en kæmpe plante, der kan blive op til to meter høj.

Stænglerne fra ingefærplanten kan i øvrigt spises. Det samme gælder bladene på den klatreplante, der vokser op, hvis du gendyrker en sød kartoffel.

- De smager mildt af spinat, siger Persille Ingerslev.

Den søde kartoffel puttes i et glas vand. Efter et par måneder, hvor du periodisk skifter vandet, vil du se den sende spirer til vejrs og rødder til bunds.

Herfra kan du begynde at knække spirer af og sætte dem i vand, hvor de sætter nye rødder. Når de har gjort det, planter du dem i jord.

- På den måde kan du faktisk få tre- til firehundrede planter ud af en enkelt sød kartoffel, fortæller Persille Ingerslev.

Med et lille fed hvidløg kan du også kreere purløg med hvidløgssmag. Stik bare fedet ned i fugtig jord, så vil der komme grønne spirer frem, som kan klippes af som purløg og bruges som topping på en omelet eller i en dip til chips.

Har du en rest økologiske popcornmajs liggende bagest i skabet, skal du endelig heller ikke smide dem ud, mener Persille Ingerslev. Put dem i en urtepotte, og vent 14 dage.

- Så får du nogle helt bløde spirer, som er hysterisk hvinende søde. Især børn synes, det er sjovt at kunne dyrke deres eget fredagsslik. Bliver spirerne over ti centimeter høje, begynder de dog at blive træede og bitre i smagen, siger Persille Ingerslev.

For hende er gendyrkning en daglig glæde.

- Det er gratis mad, grøn omstilling og haveterapi i egen vindueskarm. Og når du laver mad af ting, du selv har gendyrket, spiser du det op, fordi det gør en forskel, at du faktisk har lavet det selv, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek