København, 09/02/2026 - 18:15
Buschauffør stukket i brystet af passager i Aarhus
Buschaufføren har pådraget sig nogle skader, men er ikke kritisk tilskadekommen, oplyser politiet.
Af: /ritzau/
En buschauffør er mandag eftermiddag blevet stukket i brystregionen af en passager i Aarhus.
Det oplyser vagtchef Peter Tolstrup fra Østjyllands Politi til TV 2 Østjylland.
- Chaufføren har pådraget sig nogle skader, men er ikke kritisk tilskadekommen, siger vagtchefen til TV 2 Østjylland.
TV 2 Østjylland skriver, at chaufføren angiveligt blev stukket med en kniv.
Ifølge politiet skete det i forbindelse med et røveri, hvor passageren forsøgte at stjæle penge fra bussen.
Anmeldelsen indløb klokken 16.07, og hændelsen fandt sted på Axel Gruhns Vej i Højbjerg.
Politiet er ifølge Århus Stiftstidende talstærkt til stede i området.
Der er endnu ingen anholdte, skriver TV 2 Østjylland.
/ritzau/




