Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 02/02/2026 - 14:27

Mand idømt 12 års fængsel for knivdrab på barndomsven

I 2024 blev en 25-årig mand dræbt af knivstik i det sydlige Aarhus. En mand er mandag kendt skyldig i drab.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En yngre mand stak i juni 2024 sin 25-årige barndomsven ihjel på en parkeringsplads ved Aarhus.

Mandag blev den i dag 26-årige Ahmed Abdirahman Ahmed idømt 12 års fængsel for drab. Det skriver Århus Stiftstidende.

Desuden udvises Ahmed Abdirahman Ahmed, der har somaliske forældre og har boet i Danmark, siden han var spæd. Udvisningen gælder for altid.

Dommen kom, efter at retten tidligere mandag kendte den 26-årige skyldig i drab.

Drabet fandt sted på en parkeringsplads ved Grøfthøjparken i Viby J i det sydlige Aarhus 26. juni 2024.

Det 25-årige offer døde efter at være blevet overfaldet og stukket flere gange med kniv. Han fik skader i ansigtet, brystet, ryggen og armene.

Ifølge TV2 Østjylland var nævningetinget enige om at kende den 26-årige skyldig.

Skyldkendelsen fastslår, at den 26-årige jagtede offeret rundt på parkeringspladsen.

Sagen har været behandlet over flere retsmøder i januar.

Der er ifølge skyldkendelsen afgivet troværdige, detaljerede og samstemmende forklaringer fra flere vidner, skriver TV2 Østjylland.

Retten har også lagt vægt på videooptagelser fra en parkeret Tesla, som viser offeret og den tiltalte på parkeringspladsen. Videoen er blevet afspillet for lukkede døre og er derfor ikke vist for pressen.

Den 26-årige har under retssagen nægtet sig skyldig i manddrab. Han har forklaret, at offeret havde en kniv, og at der var tale om nødværge.

Århus Stiftstidende har tidligere beskrevet, at den 26-årige mand og offeret kendte hinanden i forvejen. Den tiltalte har forklaret, at de havde været venner, siden de var små.

Ifølge mediet har sagens anklager i retten tegnet et billede, som tyder på, at de begge var medlemmer af en gruppering i det nordlige Aarhus.

I en afhøring med politiet efter drabet i 2024 spurgte en politibetjent den tiltalte, hvorfor han ikke løb væk, da han så, at offeret havde en kniv.

- Jeg har altid været den type, at hvis jeg trækker en kniv op, så gør jeg det for at dræbe, lød svaret ifølge Århus Stiftstidende.

Herefter konstaterede betjenten, at svaret ikke hang sammen med, at han fortalte, at drabet blev begået i selvforsvar.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek