Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 02/04/2026 - 04:09

Trump vil have andre lande til at holde Hormuzstrædet åbent

Andre lande bør gå forrest i at holde centralt oliestræde åbent, siger Trump i tale til amerikanerne.

Af: /ritzau/

De lande, der har behov for olie fra Mellemøsten, bør stille sig i spidsen for at holde Hormuzstrædet åbent.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, natten til torsdag dansk tid i en tale til den amerikanske nation.

- Vi vil hjælpe til, men de bør gå forrest i beskyttelsen af den olie, som de er så desperat afhængige af, siger præsidenten.

Iran har reelt blokeret Hormuzstrædet, efter at Israel og USA i en koordineret indsats iværksatte angreb på det mellemøstlige land i slutningen af februar.

Kun en tynd strøm af fragtskibe og tankskibe er sidenhen sejlet gennem den snævre handelsrute, hvor en femtedel af al verdens olie normalt passerer igennem.

Den amerikanske præsident opfordrer i sin tale natten til torsdag desuden olieafhængige lande til at købe amerikansk olie.

- Vi har et forslag. For det første, køb olie fra USA, vi har masser af det, vi har så meget.

- For det andet, opbyg noget forsinket mod - de burde have gjort det sammen med os, som vi bad om - tag til strædet og tag det bare, siger Trump.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek