Washington D.C., 20/04/2026 - 23:34
Trumps arbejdsminister forlader posten
Lori Chavez-DeRemer stopper som amerikansk arbejdsminister. Hun erstattes af viceminister Keith Sonderling.
Af: /ritzau/
USA's arbejdsminister Lori Chavez-DeRemer fratræder sin stilling som minister.
Det skriver Steven Cheung, der er kommunikationschef i Det Hvide Hus, mandag aften i et opslag på det sociale medie X.
Ifølge kommunikationschefen forlader Chavez-DeRemer Trump-administrationen til fordel for et job i den private sektor.
- Hun har gjort et fremragende stykke arbejde i sin rolle ved at beskytte amerikanske arbejdstagere, indføre retfærdige arbejdsvilkår og hjælpe amerikanere med at tilegne sig nye kompetencer, der kan forbedre deres liv, skriver Cheung.
Vicearbejdsminister Keith Sonderling indsættes som fungerende arbejdsminister.
/ritzau/




