København, 02/08/2025 - 08:00
Andreas Mogensen: Selvfølgelig er jeg nogle gange bange
Der er fare forbundet med rumrejser, men det er det hele værd, mener Andreas Mogensen, der med animationsfilmen "Elio" vil give sin entusiasme videre til børn.
Joe Skipper/Reuters
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
Det er ikke ufarligt først at blive skudt afsted i en raket for herefter at tilbringe seks måneder i rummet.
Alligevel kan man godt få indtrykket, at der ikke er noget, der kan skræmme den danske astronaut Andreas Mogensen, når han deler billeder og videoer af, at han svæver rundt på Den Internationale Rumstation (ISS).
Men det skal man altså ikke lade sig narre af.
- Selvfølgelig er jeg nogle gange bange. Frygt er en naturlig ting, men det er et spørgsmål om at tilsidesætte frygten og fokusere på opgaven, siger han og tilføjer:
- Jeg er ikke frygtløs, men det er så stort at komme på mission som astronaut, så alle er helt enige om, at selv om der er risici forbundet med det, så er det det hele værd, fordi vores arbejde er så vigtigt.
Og det er netop entusiasmen for sit arbejde med naturvidenskab, som Andreas Mogensen forsøger at dele ud af med sin debut i underholdningsbranchen.
Lige nu kan man høre astronautens stemme i Pixars animationsfilm "Elio", der vises i biografer landet over.
Her lytter rumentusiasten af samme navn til en optagelse af den amerikanske astronom og astrobiolog Carl Sagan, som Andreas Mogensen har lagt dansk stemme til.
Og Pixar-stjerne er ikke den eneste nye tilføjelse til astronautens cv.
Han debuterer også snart som teaterstjerne, når han 5. september er aktuel i Sigurd Barretts teaterkoncert "Sigurds rumrejse", hvor Andreas Mogensen optræder som et hologram, der er optaget direkte fra ISS.
Andreas Mogensen er sædvanligvis en del af det europæiske astronautkorps, hvor han tidligere på året overtog posten som chef for selve korpset og leder af Human Exploration Group ved Det Europæiske Rumagentur (ESA).
Han er desuden også den første - og indtil videre eneste - dansker, der har været udsendt til rummet.
Men dét, at Andreas Mogensen kan skrive rumvandrer på cv'et, gør ham ikke umiddelbart til noget særligt. Det mener han i hvert fald ikke selv.
- Jeg er bare et helt normalt menneske, der dog har et lidt usædvanligt arbejde, siger han og tilføjer:
- Du er også nødt til at være en helt normal person, hvis du skal være astronaut. Du er nødt til at have sund fornuft og en behagelig personlighed, hvis du skal kunne leve om bord på en rumstation som del af en besætning på syv.
I øjeblikket er det astronautens tre børn, 11-årige Emily samt Frederik og Jakob på seks og otte år, som han har sammen med hustruen Cecilie Beyer, der tager det meste af hans tid.
Familien bor i øjeblikket i Köln i Tyskland, men de har tidligere boet otte år i Houston i den amerikanske delstat Texas.
Og det er i høj grad Cecilie Beyers fortjeneste, at Andreas Mogensen kan få lov at kombinere astronautdrømmen med et almindeligt familieliv.
- Jeg har været så heldig, at hun har været villig til at opgive sit job og følge med, fordi ellers ville det være meget svært at få det til at fungere. Især i årene op til en mission, hvor man rejser rigtig meget, siger han.
- Det har fungeret for os, men det har kun fungeret, fordi hun har været villig til at gå hjemme med børnene.
Andreas Mogensen drømmer da også om at blive sendt afsted på mission igen.
Den ultimative mission for den danske astronaut har nemlig, lige siden han var barn, været at rejse til Månen.
Og med familiens erfaringer fra hans seneste rumrejse, ser han ikke umiddelbart nogen problemer forbundet med at være væk fra børn og hustru endnu en gang.
- Tiden gik utroligt hurtigt - det gjorde den i hvert fald for mig. Den første måned var børnene meget interesserede i alt, hvad der foregik på rumstationen, men ellers havde de bare deres eget liv på Jorden, siger han.
Andreas Mogensen understreger, at familien havde rig mulighed for at holde kontakten ved hjælp af blandt andet videoopkald, og han indskyder da også, at man skal huske på, at opdagelsesrejsende før i tiden kunne være væk i op mod tre år ad gangen.
Trods det begyndte Jorden alligevel at trække i ham, da missionen nærmede sig sin afslutning.
- Efter seks måneder kunne jeg godt mærke, at de alle begyndte at savne mig, og det gjorde det også mentalt lettere for mig at blive klar til at vende hjem igen, siger Andreas Mogensen.
/ritzau/
