Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/08/2023 - 08:00

Dansk verdensstjerne: Jeg følte en form for frihed

Popsangeren Mø har været tilskuer på mange festivaler, før hun selv begyndte at optræde på festivalscenerne. Og især én festival repræsenterer hendes teenageår.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

En måned før sin 17-års fødselsdag fik Karen Marie Ørsted - som optræder under kunstnernavnet Mø - tilladelse af sine forældre til at tage på Roskilde Festival for første gang.

Det blev sidenhen til mange flere festivalbesøg, før hun selv begyndte at optræde.

Her deler den verdensberømte danske sanger sine mest mindeværdige festivaloplevelser.

Hvad er din yndlingsfestival og hvorfor?

- For første gang i år har jeg været på Copenhell, og det var virkelig fedt, fordi jeg selv kommer fra en baggrund med lidt mere alternativ musik.

- Men Roskilde Festival er nok min yndlingsfestival, fordi jeg er kommet på festivalen gennem alle mine unge teenageår og start-20'erne, så der er bare rigtig mange gode minder forbundet med den festival.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som artist på en festival?

- Det må have været på Roskilde Festival, da jeg spillede på Arena i 2014. For jeg har set så mange af mine idoler spille på den scene, så det var virkelig stort lige pludselig at stå der selv.

- Så jeg tog indre notits af alt fra hele dagen, fordi det var så vildt - eksempelvis det med at blive kørt ind til det her store backstageområde bag Arena, fortæller Mø.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Da jeg var yngre, kom jeg meget i punk- og aktivistmiljøet, så jeg følte en form for frihed, når jeg var på Roskilde Festival, fordi der var så mange forskellige typer grupper af mennesker.

- Og så symboliserer Roskilde Festival også min tid som stor teenager, hvor jeg kunne tage ud og drikke bajere og feste igennem i ti dage i streg, fortæller Mø med et smil.

Hvad er det mest nyttige, du har haft med på festival?

- Det har altid været en mavebæltetaske, for det er en smart måde at have telefon, penge og så videre med rundt, for solcreme og vand var ikke noget, jeg lige gjorde mig i, da jeg var 16 år, fortæller Mø.

Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?

- Jeg er ikke typen, der pakker unødvendige ting. Jeg tror altid, jeg manglede ting. Men jeg kan huske en enkelt gang, hvor jeg havde taget et Trangia-sæt til at koge ting i og sådan noget med på Roskilde Festival. Men det endte jeg med ikke at bruge. Jeg levede bare af dåseleverpostej og -makrel, siger Mø og griner.

Hvad har du glædet dig allermest til ved at optræde på Grøn i år?

- Jeg har bare glædet mig til hele Grøn-oplevelsen, fordi folk har snakket så meget om det igennem årene. Både kolleger og gæster, jeg kender, der har været på Grøn. Fordi der er sådan et særligt sammenhold, hvor man rejser rundt og gør det samme otte gange i streg.

- Det er bare meget noget andet end det, jeg er vant til. Her er der ligesom en fællesskabsfølelse, fortæller Mø.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek