Klimaforandringerne bringer vildere og vådere vejr med sig, og det øger blandt andet risikoen for oversvømmede kældre og andre dyre fugtskader.
Alligevel er klimasikring tilsyneladende ikke noget, der fylder synderligt meget for landets boligejere.
I en ny undersøgelse, som forsikringsselskabet If har lavet blandt 1189 danskere, svarer hver tredje af de adspurgte, at de slet ikke har gjort noget for at klimasikre hjemmet.
- Vi er overraskede over, hvor mange der ikke har lavet nogen foranstaltninger overhovedet på deres ejendom for at minimere risikoen for vejrskade. Det er alligevel 36 procent, der slet ikke har gjort noget, siger Helene Ibsen, der er boligchef hos If.
Ifølge hende kræver det ikke nødvendigvis en kæmpe indsats at værne huset mod for eksempel massiv regn.
- Vi kan se, hver gang vi har en større vejrbegivenhed, at det er sådan nogle helt simple ting, som at man ikke har renset tagrender, der betyder enormt meget for, om man får vand ind eller ej, fortæller Helene Ibsen.
Hun råder derfor alle husejere til løbende at rense tagrenderne og holde øje med, om tagbrønde og kloakker virker, som de skal.
For dig, der bor i byen, kan det være særligt relevant at investere i et højvandslukke, der lukker af for tilbageløb af kloakvand ude fra villavejen.
Når den fælles kloak bliver for fyldt, er der nemlig risiko for, at vandet finder vej til netop din kloak, og så kan du pludselig stå med kloakvand i kælderen.
- Inde i byen er der ikke særlig mange steder, hvor vandet får naturligt afløb ned i jorden. Ude på landet tager markerne meget af vandet. Men i byen er der asfalt og fliser overalt, og det belaster kloakkerne ekstra meget, forklarer Helene Ibsen.
I både byer og på landet kan husets have være med til at beskytte huset mod oversvømmelse.
- Mange fjerner store træer for at få mere sol på grunden, men træer tager faktisk rigtig meget vand. Vi har set eksempler på, at man har fjernet et stort træ, og at der efterfølgende er sket oversvømmelse af kælderen, fortæller boligchefen.
En anden tendens er, at husejere gerne lægger terrasse hele vejen rundt om huset. Det kan også gøre det sværere for vandet at slippe væk.
- Her skal man sørge for, at belægningen ligger med fald væk fra bygningen, så vandet ikke trænger ind.
Derudover spiller alderen på huset ind, når det gælder risikoen for fugtskader. Før 1972 var der ikke lovkrav om, at ejendomme skulle fugtsikres, og derfor kan der være behov for, at du gør noget ekstra for at holde det tørt.
Det kan være ved at anlægge et omfangsdræn, som leder vand væk.
/ritzau fokus/