En hektisk vagt på neurologisk afdeling danner rammen om filmen "Det andet offer", der har premiere torsdag.
Lægen Alexandra, der spilles af Özlem Saglanmak, træffer et fejlskøn, der får fatale konsekvenser.
Filmen rejser derfor vigtige spørgsmål om et presset sundhedsvæsen og er "relevant" og "nervepirrende.
Det mener Børsens filmanmelder, der kvitterer med intet mindre end seks ud af seks stjerner.
- Den er relevant, fordi man kommer dybt ind i problemstillinger, vi alle vil komme til at opleve, når vi bliver syge eller pårørende til syge og derfor har brug for de kittelklædte læger og sygeplejersker, lyder det.
Med et brutalt greb hives seeren ind på Herlev Hospital, hvor man følger personalets forpustede hverdag.
"Det andet offer" lykkes med præcis dette med en "æstetisk og psykologisk" skildring af en presset sundhedssektor.
Det skriver Soundvenues anmelder. Hun sender fem stjerner af seks mulige i retning af hospitalsdramaet.
- Hospitalets gange forvandles til en kvælende labyrint af sygdom, skam og selvbebrejdelse.
Zinnini Elkington er filmens instruktør, og det er første gang, hun står bag en spillefilm.
Den debut er hun sluppet ualmindeligt godt fra, mener også Jyllands-Postens anmelder, der også giver filmen fem stjerner af seks mulige.
Rosen er på sin plads, fordi filmen "stiller skarpt på en større problematik om placering af skyld i et underdrejet system".
- Filmen er så hjerteskærende barsk, at man sidder med en knugende fornemmelse i maven og dermed føler alle de følelser, som filmens figurer tvinges igennem.
- Elkington viser i sin træfsikre debut uden at ryste det mindste på hånden, at pilen peger på systemet og ikke på menneskene i det, lyder det.
Politikens anmelder giver fem hjerter af seks mulige og tilskriver en stor del af æren til Özlem Saglanmak i hovedrollen.
- Hun er eminent til at vise os den tavse indre dialog, der langsomt vokser i styrke og bliver til selvbebrejdende råb, i takt med at hun bliver kastebold i det spil skyldtennis, som pårørende og kolleger – og hun selv – nu sætter i gang.
I filmen er der gjort brug af et håndholdt kamera, som er med til at gøre dramaet levende og mærkbart, mener Informations anmelder.
Det er et meningsfuldt valg, men er til tider overgjort.
- Kameraet når ofte kun lige at fange det, man skal lægge mærke til, før det svinger videre, og selv om den hektiske stemning passer til historien, er det af og til lidt som at få fortalt en historie kun med halve sætninger.
/ritzau/