Algier, 13/04/2026 - 12:34
Pave Leo holder fast i kritik af krig trods Trump-angreb
Trump har kritiseret paven for "svage" og "elendige" holdninger. Paven siger, at han ikke er bange for Trump.
Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Trods kritik fra USA's præsident, Donald Trump, vil pave Leo fortsætte med at udtrykke modstand mod krig.
Det siger han mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters om bord på sit fly på vej til Algeriets hovedstad, Algier.
Udtalelsen kommer, efter at Trump har kritiseret den første amerikanske paves holdninger til udenrigspolitik, herunder Iran.
- Jeg ønsker ikke at gå ind i en debat med ham, siger pave Leo på flyet, mens han hilser på journalister.
- Jeg synes ikke, at evangeliet bør misbruges på den måde, som nogle mennesker gør, fortsætter han ifølge Reuters.
- Jeg vil fortsætte med tydeligt at udtrykke min modstand mod krig, forsøge at fremme fred og dialog og multilaterale forhold mellem stater for at finde løsninger på problemer, siger Leo.
Trump kom søndag med et hårdt angreb på pave Leo på sit sociale medie, Truth Social.
Det var tilsyneladende en reaktion på, at den katolske kirkes overhoved blandt andet har kritiseret Trumps udenrigs- og immigrationspolitik.
- Pave Leo er svag, når det gælder kriminalitet, og elendig i udenrigspolitik, skrev Trump i et længere opslag på Truth Social.
Pave Leo, der blev født i Chicago som Robert Francis Prevost, siger, at han ikke vil lade sig slå ud.
- Jeg er ikke bange for Trump-administrationen, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Paven understreger, at de ting, han siger, ikke er "ment som angreb mod nogen".
- Jeg er ikke politiker. Jeg inviterer alle mennesker til at prøve at finde måder, hvorpå der kan bygges broer med fred og forsoning, fortsætter han.
Paven har tidligere kaldt Trumps trussel om at ødelægge den iranske civilisation for uacceptabel.
Han har også opfordret til "dyb refleksion" over, hvordan migranter behandles i USA under Trump-administrationen.
/ritzau/




