Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Horsens, 31/03/2024 - 13:30

Nye håndværkerkollegier skal mindske frafald på uddannelser

Ny type kollegie, der kun er beregnet til håndværkerelever, skyder op i Horsens, Herning og Roskilde.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et kollegie, der er beregnet til håndværkerelever, er taget i brug i Horsens.

Det skriver DR.

Det er Fonden for Håndværkerkollegier, der står bag det nye byggeri, som skal efterfølges af kollegier af samme type i henholdsvis Herning og Roskilde.

Boligtilbuddet skal styrke sammenholdet blandt håndværkerelever, og håbet er, at det kan være med til at mindske frafaldet fra uddannelserne.

Det forklarer kollegiedirektør Anne Sophie Madsen.

- Det er en gruppe, som ikke er blevet prioriteret særligt højt, selv om der er blevet talt meget om, at der mangler faglærte.

- Det her skal give en stolthed til unge, der vælger at gå den her vej, siger hun til DR.

Som det er nu, er det kun 60 procent af de unge på en erhvervsuddannelse, der gennemfører uddannelsen.

De fleste lærlinge bor normalt for dem selv under deres uddannelse, men på den nye type kollegie kan de bo under samme tag både under skole- og praktiktiden.

De nye kollegier er indrettet med værksteder, der kan benyttes af eleverne.

Det sociale samvær med ligesindede kan gøre en forskel, vurderer professor Lene Tanggaard Pedersen, Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet.

Hun er en del af en gruppe forskere, der har undersøgt årsagerne til det store frafald på erhvervsuddannelser.

- Det slog os, hvor relativt få sociale aktiviteter, der er på erhvervsskolerne. Det har man ikke haft tradition for, siger hun til Ritzau.

Det har man til gengæld på gymnasierne, påpeger hun.

- På gymnasiet er eleverne typisk tre år i samme klasse. De går til sociale begivenheder og fester sammen. På erhvervsuddannelser skifter man mellem skole og praktik, og det giver et mere fragmenteret socialt liv.

- Der kan sådan et kollegie gøre en forskel og skabe mere kontinuitet i elevernes sociale liv, siger Lene Tanggaard Pedersen.

Hun understreger dog, at boformen ikke er noget "mirakelmiddel".

Andre vigtige faktorer for at mindske frafald er ifølge professoren at sikre tilstrækkeligt med praktikpladser, opbakning fra forældrene og god offentlig transport for eleverne i forbindelse med skole og praktik.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bakker ifølge DR op om initiativet med håndværkerkollegier og håber, de kan medvirke til at mindske frafaldet.

De tre håndværkerkollegier koster 1,5 milliarder kroner, der betales af BRFfonden.

Kollegiet i Herning skal stå klart i 2025, mens kollegiet i Roskilde ventes klar i 2027, fremgår det af hjemmesiden for Fonden for Håndværkskollegier.

/ritzau/

København, 22/12/2025 - 08:00

Valdes jul-forfattere: Naturen er ikke kun til for vores skyld

Forfatterne bag "Valdes jul - vintermiraklet" er meget bevidste om det ansvar, som det at skrive en stor julekalender bærer med sig.

Når dette års julekalendere ruller over skærmene, sidder børn såvel som voksne limet til skærmen.

Det traditionsrige juleformat, der gang på gang samler familier på tværs af generationer, stiller høje krav til, hvilken fortælling man vil vise for danskerne i december.

Sådan siger Jesper Fink, Thomas Porsager og Christian Bengtson, der er forfatterne bag dette års TV 2-julekalender, "Valdes jul - vintermiraklet".

- Når man kommer ind i folks stuer 24 gange, så er man forpligtet. Det er så få gange, at familier er samlet - det kender jeg fra min egen, siger Jesper Fink.

- Det er så svært at få familien samlet i dag, at når man så endelig gør det, så har man en forpligtelse til at give folk noget at snakke om.

Da de tre forfattere skulle skrive opfølgningen til "Valdes jul - skovens vogter" fra 2023, var det vigtigt for dem at tage fat i et emne, som har stor betydning for nutidens unge.

- Hvor den første sæson handlede om at indse, at man er skovens vogter, så handler sæson to om, hvad der så fører med den titel. Det er et stort tema, for hvordan passer man på skoven og naturen? Det er et emne, jeg tror, at mange unge i dag kan spejle sig i, siger Jesper Fink.

- Vi lever i en tid, hvor det virkelig begynder at koste noget at redde naturen. Det er i høj grad også en historie om, at det har en pris at kæmpe for den. Vi håber, at det kan blive diskuteret hos familierne, der ser med, tilføjer Christian Bengtson.

Gennem julekalenderens hovedperson, Valde, der i forrige sæson blev til den magiske skovs vogter, giver de tre forfattere et eksempel på et ungt menneske, der oplever de dilemmaer, der kan være forbundet med at ville bevare naturen.

- Fra starten af havde vi virkelig lyst til en fortælling om en helt, der indser, at han kan tage ansvar for naturen. En af pointerne i historien er, at man skal ikke bare give op og blive handlingslammet, som mange nok føler sig i dag - det gør Valde også selv i løbet af julekalenderen, siger Jesper Fink.

Derudover har julekalenderforfatterne ønsket at videregive et budskab om menneskets opfattelse af naturen og vores rolle i den.

- Vi skal huske, at naturen også bare skal have lov til at være natur og ikke er noget, der kun eksisterer for vores skyld, siger Thomas Porsager.

- Vi har så let ved at glemme, at vi er en del af naturen - vi er ikke uden for den og ejer den ikke. Den samtale vil vi gerne starte, tilføjer han.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Sebastian Jessen

* Sebastian Jessen blev født i Gladsaxe, 17. juli 1986.

* Han er autodidakt skuespiller og fik sin første teaterrolle som 10-årig.

* Han har blandt andet spillet med i tv-serien "Sygeplejeskolen" samt film som "Den skaldede frisør" og "Toscana" og Anja og Viktor-serien.

* Han er bror til skuespilleren Andreas Jessen.

Kilder: IMDB, Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/12/2025 - 09:00

FAKTA: Forstå vurdering for 2022 og 2024

* Ejendomsvurderingen for 2022 er grundlag for beregning af boligskatten for 2024. De vurderinger er Vurderingsstyrelsen i gang med at sende ud.

* 2022-vurderingen var ikke klar, da skatten for 2024 skulle beregnes. Derfor har boligejere i første omgang betalt skat af en foreløbig 2022-vurdering. Den fik alle boligejere adgang til i efteråret 2023.

* Ejendomsvurderingen for 2024 er en indeksering af 2022-vurderingen. Det er altså den samme vurdering, men der er taget højde for prisudvikling. 2024-vurderingen er grundlag for beregning af boligskatterne for 2025 og 2026.

* Du kan ikke klage over 2024-vurderingen, fordi den er en indeksering af 2022-vurderingen, som du til gengæld kan klage over.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/12/2025 - 09:00

Smuthul til at klage over ejendomsvurdering

Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Din ejendomsvurdering skal være mindst 20 procent forkert, hvis du skal vinde en klagesag. Men der er faktisk et smuthul.

Vurderingsstyrelsen er begyndt at udsende 2022-vurderingerne af de knap 1,77 millioner ejerboliger i landet.

I modsætning til 2024-vurderingen er det muligt at klage over vurderingen for 2022.

Men det er en god idé at gøre indsigelse, inden du modtager den endelige vurdering.

Det forklarer Henning Boye Hansen, som er chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO.

- 2022-vurderinger bruges kun ved beregningen af boligskatter i 2024, men de er vigtige, siger han og fortsætter:

- Vurderingerne for 2022 danner nemlig grundlag for fastsættelsen af den endelige skatterabat.

Som boligejer betaler du boligskatter, der beregnes ud fra en offentlig vurdering af ejendommens og grundens værdi.

Hvis du har købt din bolig før 2024, og dine samlede boligskatter er steget på grund af de nye skatteregler, får du som udgangspunkt en skatterabat.

Ifølge Henning Boye Hansen vil mange boligejere sandsynligvis vælge at klage over 2022-vurderingen.

Hvis du overvejer at klage, er der flere forhold, du bør være opmærksom på.

- En klage forudsætter, at du kan påvise, at vurderingen er mere end 20 procent forkert. Men der er faktisk et smuthul, siger han.

- Inden du modtager den endelige ejendomsvurdering, vil du få tilsendt en deklaration, der er en oversigt over de oplysninger, som Vurderingsstyrelsen bruger til at vurdere din ejendom.

Det vil også fremgå af deklarationen, hvilke ejendomssalg Vurderingsstyrelsen bruger som grundlag for kvadratmeterprisen.

- Hvis du gør indsigelse mod oplysningerne i deklarationen, kræves der i stedet en afvigelse på kun fem procent, før Vurderingsstyrelsen skal tage hensyn til de indsendte oplysninger og regulere ejendomsvurderingen, siger Henning Boye Hansen.

Også direktør i Vurderingsstyrelsen Anne-Sofie Jensen anbefaler boligejerne at være ekstra opmærksomme på deklarationen.

- Deklarationen giver boligejerne mulighed for at se og forholde sig til grundlaget for deres ejendomsvurdering, inden de modtager selve vurderingen, siger hun.

Og hvis der skulle være fejl eller mangelfulde forhold, opfordrer hun til at gøre Vurderingsstyrelsen opmærksom på dem.

Anne-Sofie Jensen tilføjer, at boligejerne er dem, der kender deres ejendom bedst, og derfor kan de hjælpe med at gøre data om grund og ejendom endnu bedre.

Vælger du at vente med at klage, indtil du har fået den endelige vurdering, vil det ifølge Vurderingsstyrelsen koste et gebyr på 1200 kroner.

Gebyret bliver tilbagebetalt, hvis du får helt eller delvist ret i din klage.

- Mit råd er altså, at man indsender sine kommentarer, allerede når man modtager sin deklaration, siger Henning Boye Hansen.

Men det vil kræve lidt benarbejde. Du skal selv finde sammenlignelige bolighandler i dit nærområde og bruge dem til at dokumentere, at vurderingen har ramt ved siden af.

Til gengæld lytter klagemyndighederne ofte til dem, der gør sig ulejligheden, forklarer Henning Boye Hansen.

- De foreløbige afgørelser fra Landsskatteretten viser, at klagemyndigheden faktisk er ganske lydhør over for boligejere, der kan dokumentere fejl i vurderingen, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek