Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/06/2026 - 13:40

Landsret afviser forvaring til krænkende mand på Vestsjælland

Fem drenge var ofre for 65-årig mand, der er skyldig i grooming, stalking og andre forbrydelser.

Af: /ritzau/

I en sag om grooming og andre forbrydelser mod fem drenge på Vestsjælland har Østre Landsret torsdag skærpet straffen. Byrettens dom på to års fængsel er forhøjet til to år og seks måneders fængsel.

Det skriver TV2 Øst.

Den dømte 65-årige mand fra Slagelse-egnen har været omtalt i medierne adskillige gange og er kendt som "manden på cyklen".

Anklagemyndigheden mente, at manden på grund af sin farlige adfærd skulle idømmes forvaring, men det har landsretten afvist.

To af de seks dommere fandt forvaring påkrævet, oplyser Statsadvokaten i København - men flertallet har altså en anden vurdering.

Den dømte har også gjort sig skyldig i det, som kaldes anden seksuel omgang end samleje, oplyser Statsadvokaten i København på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Påstanden om forvaring skyldes til dels, at den 65-årige har flere domme bag sig.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek