Det kan være hårdt for et parforhold, hvis man er meget væk fra hinanden.
Det samme gør sig gældende i det modsatte tilfælde, hvor man hele tiden er sammen.
Det kan skuespillerparret Amalie Dollerup og Andreas Jebro skrive under på.
De har det seneste stykke tid arbejdet på at blive klar til at optræde med Sønderborg Sommer Revy Show, der har premiere 23. maj.
Og da de begge er på rollelisten, så har de ikke meget tid hver for sig, når de efter lange øvedage i Glostrup vest for København sammen kører hjem til huset i Virum i Nordsjælland.
- Det er intenst. Efter de første par uger måtte vi kigge på hinanden og spørge, hvornår der var "mig-tid". Der måtte vi give hinanden lidt fri, så vi lige kunne puste ud. Ellers er man sammen hele tiden, siger Amalie Dollerup.
- Der er ikke altid så meget at snakke om, når man kommer hjem, griner Andreas Jebro.
Af den årsag har det danske stjernepar også sikret sig to hotelværelser, når de inden længe drager mod Sønderborg, hvor de indlogerer sig sammen med deres søn, femårige August, hen over sommeren.
- Det har vi specifikt bedt om, for at kunne trække sig og være hver for sig, men også for at kunne være sammen om det hele, siger 41-årige Andreas Jebro.
Det er ikke første gang, at parret er på den samme produktion.
Amalie Dollerup har været en del af den danske skuespilscene siden hun var barn, hvor hun blandt andet spillede rollen som datteren Sille i den danske serie "Strisser på Samsø".
Mange kender hende formentlig også som hotelbestyrerinden Amanda, som hun spillede i alle ti sæsoner af TV 2-serien "Badehotellet".
Her medvirkede Andreas Jebro også, da han i sæson ni og ti af serien portrætterede modstandsmanden Claus Willumsen.
Parret mødte hinanden i 2007 på teaterskolen i Aarhus, og i fire år fra 2011 var de begge en del af skuespillerensemblet på Aalborg Teater.
De har derfor spillet over for hinanden ad flere omgange blandt andet i opførelsen af den græske tragedie "Ødipus på Kreta".
Derfor er skuespillerparret efterhånden godt bekendte med både fordele og ulemper ved at arbejde med det samme og nogle gange tæt sammen.
En af fordelene er, at de to skuespillere har fuld forståelse for hinandens situation, når den ene part i nogle perioder har meget travlt, mens den anden ikke altid har så meget på tapetet.
- Vi ved, hvor hårdt det er, det, vi laver, og vi ved, hvordan hinanden har det, siger 39-årige Amalie Dollerup.
- I de perioder skal man indstille sig på, at kærlighedssproget måske ikke er at ligge og nusse og se Netflix, siger Jebro og tilføjer:
- Så er kærlighedssproget i stedet, at man hjælper hinanden med at øve en scene eller at sørge for, at den anden føler sig ovenpå og går glad på arbejde.
Og når optagesæsonen så er overstået, og der ikke lige er en revy eller en teaterforestilling, der skal øves igennem, så prioriterer parret at være kærester og have alenetid.
- Der var nogle uger i marts, hvor vi ikke skulle så meget, og der lavede vi nærmest tre ting om ugen. Så var vi i spa, så var vi på hotel, så var vi til koncert, så vi bruger de perioder, der er åbne, siger Amalie Dollerup og tilføjer:
- Vi er ret spontane, så hvis telefonen ikke har ringet i noget tid, så gør vi det - så tager vi en uge til Kreta med vores søn eller sådan noget.
Og på den baggrund ser de to det da også langt hen ad vejen som et privilegium, at de nu får lov at bruge så meget tid sammen, mens de arbejder på revyen i Sønderborg.
- Man skal ikke underkende, hvordan man holder kærligheden i live. Jeg tror, der er mange, der vil være dybt misundelige over, at vi faktisk ser hinanden så mange timer i døgnet, hvor vi griner sammen og synger sammen, siger skuespilleren.
Om få uger skifter de øvelokalet i Glostrup ud med scenen i Sønderborg. Revyen løber frem til 5. juli, og her trækker forældreparret både på familie og venner, når sønnen skal passes, mens mor og far skal underholde.
- Han kommer til at blive snotforkælet af nogle mennesker, der elsker at være sammen med ham. Han kommer til at have det dejligt, siger Andreas Jebro.
Det er ifølge parret ikke planen, at sønnen skal se showet, men han får typisk lov at se scenen inden forestillingen begynder.
Skuespillersønnen viser da også selv interesse for skuespillets verden i form af en stor fantasi, men det ligger altså ikke i kortene, at han skal gå i sin mors fodspor som barnestjerne.
- Vi har en bevidsthed om, hvad det kræver, når man går ind i vores fag som en profession. Så er det et arbejde. Det har vi ingen interesse i, at han skal være en del af, siger Andreas Jebro, mens Amalie Dollerup tilføjer:
- Det er klart, at de ting, som vi godt kan lide, som at synge og spille skuespil, dem giver vi jo videre, men vi har ingen intention om, at hans skal være skuespiller.
August kom til verden i 2019, mens Amalie Dollerup stadig var aktuel i "Badehotellet".
Og det at få et barn har da også betydet noget for karrieren for de to skuespillere.
- Der er noget logistik, der skal gå op. Man kan ikke længere bare gøre, hvad man vil. Det har betydet, at vi ikke siger ja til alt. Vi siger heller ikke altid ja til den kæmpestore, fede rolle, for det er ikke altid det værd. Nogle gange har det simpelthen for store omkostninger, siger Amalie Dollerup og tilføjer:
- Nu tager vi til Sønderborg, og det har vi fået til at gå op, men en længerevarende turné, eller at en af os tager alene til for eksempel Aarhus i tre måneder uden at komme hjem, det går ikke altid så godt op med familielivet. Hvis det er et stykke arbejde, hvor vi virkelig ønsker det, så løser vi det, men tit siger vi nej tak.
Skuespillerinden er i stedet nået dertil i sin karriere, hvor det vigtigste er de mennesker, hun skal spille sammen, og den ledelsesstil, der bliver ført på settet.
- Vi er ude så mange forskellige steder hele tiden, og jeg bruger meget energi på at lære nye mennesker at kende. Nogle gange skal jeg lige minde mig selv om, at det ikke er normalt at begynde på en ny arbejdsplads hele tiden. Det er okay, at det er hårdt.
- Der har jeg fundet mine rutiner med lige at ringe ind i forvejen for at høre, hvad det er for mennesker, jeg skal optræde for, og hvordan baglokalet ser ud, siger Amalie Dollerup.
- Udfordringen ligger i, at det både kan være en udfordring at sige ja og nej til noget. Hvis du siger nej, så ved du ikke, om du har noget job det næste halve år, tilføjer Andreas Jebro.
Men den næste halvanden måned ved de to skuespillere i hvert fald godt, hvad de skal tage sig til.
Parret kan opleves i Sønderborg Sommer Revy Show fra den 23. maj til den 5. juli.
/ritzau/