Holstebro, 12/07/2025 - 11:52
Beboer på asylcenter blev dræbt med kniv
Blodigt overfald på asylcenter i Holstebro natten til lørdag. 32-årig mand er død. Anden beboer er anholdt.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En beboer på et asylcenter i Holstebro er blevet dræbt af knivstik. En anden beboer på centret er blevet anholdt, oplyser politiet lørdag.
Offeret i sagen blev 32 år.
Da politiet kom frem til asylcentret på Nybo Bakke cirka 20 minutter i to natten til lørdag, var manden afgået ved døden.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Her fortæller man også, at politiet har anholdt og sigtet en anden beboer for at have begået forbrydelsen.
Denne mand er 37 år.
Lørdag eftermiddag skal en dommer i Herning afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte.
Umiddelbart har politiet ikke frigivet oplysninger om baggrunden for knivstikkeriet.
I alt er der godt 300 personer indkvarteret på centret, og en del af dem er familier med børn.
Over 30 nationaliteter er repræsenteret, oplyser asylchef Liselotte Strier Birkholm.
- Der har været en konflikt mellem to personer med en fatal og tragisk konsekvens. Der var ikke andre involveret, siger hun om nattens hændelse.
- Vores personale tager hånd om de øvrige beboere, tilføjer hun.
Normalt er der intet personale til stede på Nybo Bakke om natten og i weekenden.
I stedet er enkelte beboere tildelt opgaven med at fungere som vagt.
Men på grund af hændelsen er personale til stede lørdag, oplyser asylchefen.
/ritzau/