Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/08/2026 - 07:17

Bødskov vil samle ministre om udrejsecentre uden for EU

Fem ministre mødes i Danmark for at drøfte plan om at sende udlændinge uden lovligt ophold til udrejsecentre.

Af: /ritzau/

Regeringen vil have de første udlændinge uden lovligt ophold sendt til udrejsecentre uden for EU fra næste år.

Derfor samler udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) 4. september ministre fra Tyskland, Holland, Østrig og Grækenland i København for at drøfte, hvordan centrene konkret skal etableres.

- Det er helt afgørende, at vi forandrer migrationssystemet i EU. Det så vi et klokkeklart eksempel på for nylig, da titusindvis af illegale migranter strømmede ind over grænsen til Spanien, siger han i en pressemeddelelse.

De fem lande udgør en "femlandegruppe", som ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet har taget føringen i arbejdet med at etablere udrejsecentre uden for EU.

Danmark har i årevis været frontløber i ambitionen om et grundlæggende opgør med asyl- og migrationssystemet, og der er ifølge regeringen nu bred opbakning i EU til at tage de næste skridt.

- Næste skridt er at få udrejsecentre uden for EU. Her har femlandegruppen været afgørende i arbejdet med at samle bred opbakning til projektet i EU. Derfor ser jeg frem til at mødes med mine ministerkollegaer, siger Morten Bødskov.

RITZAU

TjekDet - faktatjek