Moskva, 15/01/2026 - 10:19
Rusland er alvorligt bekymret over øget Nato-tilstedeværelse i Grønland
Forsvarets øgede øvelsesaktivitet i Grønland i tæt samarbejde med Nato-allierede vækker russisk bekymring.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rusland udtrykker "alvorlig bekymring" over Nato-allieredes øgede tilstedeværelse i Grønland.
Det udtaler den russiske ambassade i Belgien, hvor Natos hovedkvarter ligger, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Situationen, der udspiller sig i det høje nord, er af alvorlig bekymring for os, lyder det i udtalelsen.
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, og Forsvarsministeriet oplyste onsdag, at man har besluttet at fortsætte Forsvarets øgede øvelsesaktivitet i Grønland i tæt samarbejde med Nato-allierede grundet sikkerhedspolitiske spændinger i Arktis.
Udmeldingen kom, få timer inden Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio.
Her drøftede parterne den amerikanske præsident Donald Trumps udtalte ønske om at erhverve sig Grønland.
Trump ønsker at få Grønland i sin besiddelse af hensyn til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor han ser Rusland og Kina som trusler mod USA.
Det afviser den russiske ambassade i Belgien og skriver i erklæringen, at Nato "opbygger sin militære tilstedeværelse under det falske påskud af en voksende trussel fra Moskva og Beijing".
Ifølge Donald Trump kan Danmark ikke "gøre noget som helst, hvis Rusland eller Kina vil besætte Grønland", men det kan USA, mener den amerikanske præsident.
Desuden, mener Trump, at amerikansk kontrol over Grønland er "afgørende" for "den gyldne kuppel". Et missilforsvarssystem, som hans administration står bag, og som USA er ved at etablere.
/ritzau/




