Storbritannien, 26/10/2023 - 14:54
BBC får fingrene i fængslende DR-drama
Det barske DR-drama "Huset" er den seneste danske seersucces, som briterne nu får glæde af, når "Prisoner", som titlen er på engelsk, får premiere på BBC.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Briterne er begejstrede for danske dramaserier som "Forbrydelsen", "Borgen", "DNA" og "Den som dræber - fanget af mørket". Den seneste satsning "Huset" er ingen undtagelse.
BBC har købt DR-dramaet, som strøg over de danske tv-skærme i september og begyndelsen af oktober og overvejende høstede store roser herhjemme.
- "Huset" er et autentisk, komplekst og overbevisende portræt af de barske realiteter af livet i fængslet, hvor det ikke kun er de indsatte, der er fanget, siger BBC-chef Sue Deeks til den britiske public service-udbyder.
"Huset" har selv for briterne et velkendt ansigt i en af de bærende hovedroller i skikkelse af Sofie Gråbøl, som også stod i front for den seermæssige eksportsucces i førnævnte "Forbrydelsen" - på britisk "The Killing".
David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt fuldender kvartetten i front for "Huset", som på engelsk har fået titlen "Prisoner".
De spiller fængselsbetjente, som får at vide, at deres arbejdsplads lukker, hvis ikke de får bugt med den dårlige omtale og især hierarkiet og handlen med stoffer, der dominerer blandt fangerne.
Ledelsen kræver nultolerance og iværksætter en kampagne, der får voldsomme følger for både indsatte og ansatte.
"Prisoner" har endnu ikke fået en premieredato på BBC.
Briterne er dog ikke de eneste, der har fået øje på den danske tv-serie. Tv-stationer i Holland, Belgien og Frankrig har også købt DR-dramaet.
Og også down under i Australien og tværs over Atlanten har de sikret sig "Huset", oplyser DR.
Det glæder naturligvis public service-stationens fiktionschef, Henriette Marienlund.
- Det beviser for mig, at de personlige dilemmaer, der udgør essensen i serien, ikke kun giver genlyd i en national kontekst, men tilbyder mere universelle menneskelige fortællinger om, hvor svært det kan være at træffe det rigtige valg, siger hun i en pressemeddelelse.
"Huset" er skabt af Kim Fupz Aakeson i tæt samarbejde med instruktørerne Frederik Louis Hviid og Michael Noer.
Ifølge Billed-Bladet, som efter seriens finaleafsnit i begyndelsen af oktober tog kontakt til DR, afsøger den danske public service-station muligheden for en eventuel anden sæson af "Huset".
Tidligere har skaberne af serien dog kaldt "Huset" en afsluttet miniserie.
/ritzau/




