Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Zagreb, 12/01/2026 - 17:25

Nato-chef: Jeg mener at Trump gør det rette for Nato

Mens Trumps udtalelser om Grønland skaber røre, roser Mark Rutte på ny den amerikanske præsident.

Antonio Bronic/Reuters

Af: /ritzau/

Natos generalsekretær, Mark Rutte, afviser, at hans ros af USA's præsident, Donald Trump, er et forsøg på at gøre kommunikationen med ham mere glat.

Rutte siger, at Trump har gjort meget godt for Nato, især ved at få medlemslandene til at øge deres forsvarsudgifter.

- Jeg mener, at Donald Trump gør de rette ting for Nato, siger Rutte på et pressemøde i Kroatien.

Nato-chefens udtalelser kommer, efter at en journalist blandt andet har henvist til, at Rutte kaldte Trump "daddy" under et Nato-topmøde i sommeren 2025 - og samtidig med at der er fokus på, hvilke konsekvenser den amerikanske præsidents gentagne udtalelser om Grønland kan få for militæralliancen.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at uden Donald Trump ville vi ikke have hele alliancen på to procent (af bnp brugt på forsvarsudgifter, red.) og på vej mod 3,5 procent, siger han.

- Så når jeg roser nogen, er det baseret på fakta. Vi er måske uenige, men sådan ser jeg det, fortsætter Nato-chefen på pressemødet.

Trump har udtalt, at hvis ikke USA overtager Grønland, så står Kina og Rusland klar til at gøre det.

Angående Grønland og Arktis siger Rutte ifølge nyhedsbureauet AFP:

- Alle allierede er enige om vigtigheden af Arktis og arktisk sikkerhed, for som vi ved, åbner søvejene sig, og der er en risiko for, at russerne og kineserne bliver mere aktive.

- For tiden diskuterer vi de næste skridt i det, og hvordan man sikrer en praktisk opfølgning på de diskussioner.

Hvad der præcist bliver næste skridt i forhold til Arktis, er dog uvist.

Nato-diplomater siger ifølge AFP, at der er idéer i alliancen om at igangsætte en ny mission til området.

Endnu skulle idéerne dog være i et meget tidligt stadie.

Mandag skriver Grønlands regering, Naalakkersuisut, at den vil øge det politiske arbejde for, at forsvaret af verdens største ø sker i regi af Nato.

- Regeringskoalitionen i Grønland mener, at Grønland i al fremtid vil være en del af den vestlige forsvarsalliance, skriver regeringen.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek