København, 17/08/2025 - 01:55
Israelske medier citerer Mette Frederiksens kritik af Netanyahu
En række medier i Israel har bidt mærke i dansk interview med Mette Frederiksen - og skrevet artikler om det.
Jean-Christophe Verhaegen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er ikke gået de israelske mediers næse forbi, at statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig udtalte sig om sit syn på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Både Times of Israel, Haaretz og The Jerusalem Post har lørdag således beskrevet et interview med statsministeren, som Jyllands-Posten offentliggjorde fredag.
Til Jyllands-Posten sagde statsministeren, at Netanyahu nu er et problem i sig selv. Netop det citat har de tre israelske aviser brugt i deres overskrifter om interviewet.
Mette Frederiksen mener, at Israel ville være bedre stillet, hvis Netanyahu ikke var landets premierminister, men hun understregede over for Jyllands-Posten også, at det er et anliggende for Israels befolkning.
- Men der er ikke nogen tvivl i min sjæl om, at Netanyahu i dag udgør en udfordring. Man kan jo se med det blotte øje, at vi har meget, meget svært ved at påvirke, hvad der sker i Israel, lød det.
Statsministerens kritik af den israelske premierminister kom, efter at Netanyahu i sidste uge lancerede en ny plan om en militær offensiv, som skal sikre israelsk kontrol med Gaza By.
Planen har i forvejen fået kritik fra en række europæiske lande, ligesom at der også var demonstrationer i den israelske storby Tel Aviv, efter at den blev offentligt kendt.
Mette Frederiksen har lørdag også delt et opslag på Facebook, hvor hun ligeledes deler sit perspektiv på situationen i Gaza og på den israelske regering.
Dette har de israelske medier også bidt mærke i, og The Jerusalem Post citerer herfra blandt andet Frederiksen for hendes holdninger til en palæstinensisk stat.
Statsministeren skriver, at Danmark er tilhænger af en palæstinensisk stat, og at det hele tiden har været en del af den to-statsløsning, der betragtes som vejen frem.
For nuværende mener hun dog, at man i stedet skal øge presset på både Israel og den militante bevægelse Hamas.
- At anerkende Palæstina her og nu kommer ikke til at hjælpe de tusindvis af børn, som lige nu kæmper for deres overlevelse. Uanset hvor meget man end måtte ønske det, lyder det i Facebook-opslaget.
/ritzau/