Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 22/06/2025 - 11:10

Iransk minister efter angreb fra USA: Det vil få evige konsekvenser

Iransk udenrigsminister forbeholder sig ret til at forsvare Irans interesser efter amerikansk angreb.

Yasin Akgul/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Iran forbeholder sig alle muligheder for at forsvare landets suverænitet, interesser og befolkning efter USA's angreb på iranske atomanlæg natten til søndag.

Det skriver Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, søndag morgen i et opslag på det sociale medie X.

- USA, der er et permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd, har foretaget en alvorlig overtrædelse af FN-pagten, folkeretten og NPT (traktat om ikke-spredning af atomvåben, red.) ved at angribe Irans fredelige atominstallationer, skriver han.

- Begivenhederne denne morgen er skandaløse og vil få konsekvenser i evig tid, tilføjer ministeren.

USA udførte natten til søndag luftangreb mod Fordow-anlægget og anlæggene ved Natanz og Isfahan i Iran.

Det er første gang, at USA involverer sig direkte i konflikten, efter at Israel natten til fredag i sidste uge angreb flere militære mål i Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en atommagt.

Fra flere sider opfordres Iran til nye forhandlinger. Opfordringen kommer fra blandt andet EU og Storbritannien.

Men Araghchi skriver senere søndag på X, at både USA og Israel har "sprængt" de diplomatiske bestræbelser i "luften".

- Sidste uge var vi i forhandlinger med USA, da Israel besluttede sig for at sprænge diplomatiet i luften, skriver ministeren.

- Denne uge var vi i forhandlinger med EU, da USA besluttede sig for at sprænge diplomatiet i luften. Hvilken konklusion ville I drage?, spørger han og siger, at Iran ikke kan vende tilbage til et forhandlingsbord, det aldrig har forladt.

USA's præsident, Donald Trump, sagde i en tv-transmitteret natten til søndag, at Iran nu må begrave stridsøksen. Ellers vil USA gå efter andre mål i Iran, lød det fra præsidenten.

- Enten bliver der fred, eller også bliver det en langt større tragedie for Iran, end vi har været vidne til i de sidste otte dage. Husk, at der er mange mål tilbage.

- Hvis ikke, der kommer fred hurtigt, vil vi gå efter de andre mål med præcision, hurtighed og dygtighed, sagde Trump.

USA og Iran har de seneste måneder forhandlet om at nå frem til en aftale om Irans atomprogram.

USA's mål med forhandlingerne var at forhindre, at Iran gennem uranberigelse bliver i stand til at producere atomvåben.

Aftalen skulle erstatte en tidligere atomaftale fra 2015, som USA's præsident, Donald Trump, trak USA ud af i sin første embedsperiode i 2018.

Siden konflikten brød ud mellem Israel og Iran, er forhandlingerne mellem USA og Iran gået i stå.

/ritzau/

Birmingham, 22/07/2025 - 22:17

OVERBLIK: Sådan er reaktionerne på Ozzy Osbourne død

Efter Osbournes død er reaktionerne strømmet ind fra gamle kolleger, nye rockstjerner og popsangere.

Sangeren Ozzy Osbourne er tirsdag død i en alder af 76 år.

Det oplyser hans kone Sharon Osbourne og fire af hans børn i en udtalelse. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Han afholdte tidligere i juli sin afskedskoncert i fodboldstadionet Villa Park i hjembyen Birmingham.

Stadionet er hjemmebane for Premier League-klubben Aston Villa, som han var fan af.

Efter det er blevet kendt, at rock-sangere er gået bort, er reaktionerne fra kendte strømmet ind.

Få et overblik her.

* Elton John, sanger

- Så trist over at høre nyheden om, at Ozzy Osbourne er gået bort. En kær ven og stor pioner, der sikrede sig en plads i rockgudernes panteon - en sand legende, skriver han i et opslag på Instagram.

* Ronnie Wood, guitarist i The Rolling Stones

- Jeg er så trist over at høre om Ozzy Osbournes død. Hvilken dejlig afskedskoncert han gav ved "Back to The Beginning" i Birmingham, skriver Wood på X.

* Dominic Harrison, kendt under kunstnernavnet Yungblud, sanger

- Jeg troede ikke, at du ville forlade os så hurtigt. Den sidste gang jeg mødte dig, var du så fuld af liv, og din latter fyldte rummet, skriver sangeren på Instagram og tilføjer:

- Du spurgte mig engang, om der var noget, du kunne gøre for mig. Og jeg sagde dengang, som jeg vil sige nu, at for os alle, der var musikken nok. Du tog os med på dit eventyr. Et eventyr, der startede det hele.

* Aston Villa, fodboldklub

- Ozzy voksede op i Aston, ikke langt fra Villa Park. Ozzy havde altid en særlig tilknytning til den klub og det lokalsamfund, han kom fra, skriver fodboldklubben i et opslag på X.

* Paul Stanley, sanger i bandet Kiss

- Vi har mistet en legende. Fra Sabbath til Blizzard og videre har Ozzy påvirket utallige bands, og det vil ikke stoppe. Kiss var beærede over at være opvarmningsband for Sabbath i midten af 70'erne, skriver han på X.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 21:52

Sangeren Ozzy Osbourne er død - 76 år

NF/Ritzau Scanpix

Den britiske sanger døde, få uger efter at han holdt sin afskedskoncert med Black Sabbath i Birmingham.

Sangeren Ozzy Osbourne er død i en alder af 76 år

Det meddeler hans familie tirsdag på hans Facebook-profil, der har 13 millioner følgere.

- Det er med større tristhed, end blot ord kan beskrive, at vi bliver nødt til at meddele, at vores elskede Ozzy Osbourne er død denne morgen. Han var sammen med sin familie og omgivet af kærlighed.

- Vi ønsker, at alle respekterer vores families privatliv lige nu, står der. Ingen dødsårsag er angivet.

Det er allerede væltet ind med kondolencer fra blandt andre Elton John, Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood og bandet Metallica.

Ozzy Osbourne afholdt 5. juli sin afskedskoncert på Villa Park i hjembyen Birmingham. Villa Park er hjemmebane for Aston Villa, fodboldklubben som stod Ozzy Osbournes hjerte meget nær.

Ved koncerten deltog kendte metalbands som Metallica, Guns N' Roses, Slayer og Pantera blandt mange.

Koncerten indsamlede over en milliard kroner til lokal velgørenhed.

Koncerten sluttede med, at Ozzy Osbourne først spillede nogle numre med sit soloband, og dernæst afsluttede han koncerten med at spille numre med sit tidligere band, Black Sabbath.

Under koncerten sad Ozzy Osbourne, der havde kælenavnet "Prince of Darkness" ned på en kongetrone, fordi han var for svækket til at stå op og synge.

Ozzy Osbourne, der egentlig hed John Michael Osbourne, led af Parkinsons og havde i mange år haft et skrantende helbred.

Han blev i begyndelsen af 1970'erne kendt som forsanger i Black Sabbath. Bandet blev med den originale besætning med Osbourne som sanger, Tony Iommi som guitarist, Geezer Butler på bass og Bill Ward på trommer legender og en inspirationskilde for mange bands.

I 1970 udgav bandet sit debutalbum med titlen "Black Sabbath", og bandet blev igennem årtiet kendt for numre som "Paranoid", "Iron Man" og "Sabbath Bloody Sabbath".

Ozzy Osbourne blev i slutningen af 1970'erne smidt ud af bandet på grund af sine problemer med alkohol og stoffer. Han vendte siden tilbage i forskellige anledninger og var med til at udgive albummet "13" i 2013.

I 1980'erne skabte han sig en stor solokarriere i heavy metal-genren, og han udgav klassiske sange som "Mr. Crowley", "Crazy Train" og "Bark at the Moon".

Ozzy Osbourne blev også kendt for sin til tider meget uortodokse sceneoptræden.

I 1981 bed han hovedet af to levende duer på scenen, og året efter så en endnu mere berømt og berygtet historie om ham dagens lys.

En fan smed under en koncert en død flagermus op på scenen, og Ozzy Osbourne samlede den op. Han troede ifølge sin egen forklaring, at der var tale om en flagermus lavet af gummi, så han bed også hovedet af den.

I sin biografi "Jeg er Ozzy" fortalte han senere om hændelsen, der altså bidrog endnu mere til hans image som en entertainer med vanvittige indfald.

- Med det samme føltes noget forkert. Meget forkert, For det første blev min mund med det samme fyldt med denne her varme væske, som havde den værste eftersmag, man kunne forestille sig.

- Jeg kunne fornemme, hvordan det farvede mine tænder og løb ned ad min hage, huskede han.

Efter episoden måtte Ozzy Osbourne med det samme til lægen for at modtage indsprøjtninger mod den farlige sygdom rabies, også kendt som hundegalskab.

I begyndelsen af dette årtusind nåede Ozzy Osbourne ud til et endnu større publikum, da han var hovedperson i realityserien "The Osbournes".

Serien handlede om hans egen familie med hans hustru og manager, Sharon, samt børnene Jack og Kelly.

Ozzy Osbourne udgav sit seneste soloalbum med titlen "Patient Number 9" i 2022.

Han var gift to gange og fik i alt seks børn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 10:00

FAKTA: Danskernes bekymring for økonomien efter USA's præsidentvalg

* Bekymring for egen privatøkonomi: 31 procent af danskerne var bekymrede i december 2024, mens det i juni 2025 var 53 procent.

* Bekymring for Danmarks økonomi: 53 procent var bekymrede i december 2024, og i juni 2025 var det steget til 71 procent.

* Bekymring for verdensøkonomien: 59 procent var bekymrede i december 2024, og i juni 2025 var tallet 78 procent.

Kilde: Voxmeter-undersøgelse foretaget for Arbejdernes Landsbank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 10:00

Grubler du over økonomien? Det skal du vide netop nu

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Handelskrig og globale spændinger giver flere økonomiske bekymringer. Men ifølge økonomer er bekymringerne stort set overflødige - og i værste fald risikable.

Toldtrusler, skrantende aktiemarkeder og handelskrige i horisonten sætter sig ikke kun i os som en bekymring for verdensøkonomien.

Også i forhold til Danmarks økonomi og vores egen er vi i løbet af de seneste seks måneder blevet markant mere bekymrede.

Det viser en undersøgelse for Arbejdernes Landsbank, der med hjælp fra Voxmeter har taget temperaturen på vores bekymring for økonomien efter USA's præsidentvalg.

I dag svarer lidt mere end halvdelen af de adspurgte for eksempel, at de er mere bekymrede for økonomien efter det amerikanske præsidentvalg. I december gjaldt det 31 procent.

Men for mange vil grublerierne over, hvad de globale bevægelser egentlig betyder for både det danske og det private husholdningsbudget, være overflødige.

Det står nemlig ganske godt til med den danske økonomi, forklarer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank

- Jeg anerkender, at man kan blive bekymret på grund af det, der sker rundt i verden, men når man kigger på det nære, er der ikke så meget at være bekymret over for langt de fleste.

Brian Friis Helmers beroligende ord skyldes flere ting. Blandt andet, at der i Danmark er rekordmange i arbejde. Derudover er inflationen faldet til ro, renterne peger nedad, og flere har oplevet pæne lønstigninger i år.

De er alle faktorer, der har en positiv indvirkning på Danmarks økonomi og dermed også privatøkonomien.

Ifølge privatøkonomen er der altså ingen grund til at lade toldtrusler og aktiemarkeder ødelægge nattesøvnen - eller lade bekymringerne påvirke vores adfærd som forbrugere.

Faktisk kan den udbredte bekymring ligefrem være en risikofaktor for økonomien, hvis det holder folk fra at bruge penge i detailhandlen eller købe ny bolig, påpeger han.

Men indtil nu er der godt gang i begge de markeder.

- Der er høje boligpriser, og niveauet på antal handler ligger på det højeste niveau i fire år, siger han.

Det afspejler sig også i Voxmeter-undersøgelsen. Her svarer 70 procent af de adspurgte danskere, at deres forbrug er uændret siden præsidentvalget i USA.

Det gør Brian Friis Helmer "fortrøstningsfuld".

Cheføkonom hos Danica Pension Mads Moberg Reumert forventer heller ikke, at vi er ved at skrue ned for forbruget eller spare unødigt op.

Dertil kommer, at mange vil få lidt flere penge mellem hænderne næste år, hvor en gruppe på omkring 300.000 danskere overgår fra at skulle betale topskat til mellemskat i stedet.

- Jeg kan godt sætte mig ind i bekymringerne med de geopolitiske spændinger, vi har. Men danskernes privatøkonomi står et ganske fint sted lige nu.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv