København, 02/09/2025 - 18:59
Medier: Ukrainsk virksomhed skal producere raketbrændstof i Danmark
Ifølge DR og TV 2 skal ukrainske FPRT producere raketbrændstof fra 1. december tæt på flyvestation ved Vojens.
Af: /ritzau/
Interne dokumenter viser, at en af de ukrainske virksomheder, som skal have produktion i Danmark, er FPRT.
Det skriver DR, som er i besiddelse af en fortrolig mail, der er sendt rundt blandt ministerier og styrelser.
Her fremgår det også, at FPRT, som er stiftet af Fire Point, skal producere fast raketbrændstof, og at produktionen efter planen skal gå i gang 1. december.
Fire Point står bag Ukraines såkaldte "flamingo-missiler". De bruger fast raketbrændstof, som netop FPRT producerer.
Også TV 2 har fået adgang til et internt dokument fra Erhvervsstyrelsen, der viser, at FPRT er ved at få tilladelse til produktion tæt på Flyvestation Skrydstrup ved Vojens.
Begge medier beskriver en dansk hjemmeside tilhørende FPRT, hvor der står, at virksomheden er i gang med et stort projekt med at "etablere moderne produktionsfaciliteter i Vojens".
I juni indgik forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en aftale med sin ukrainske kollega, Rustem Umerov.
Aftalen gik ud på, at Danmark vil invitere ukrainske virksomheder til at producere eksempelvis droner eller missiler i Danmark.
Forsvarsministeriet har ikke kommenteret sagen over for hverken DR eller TV 2. Det vil ministeriet heller ikke over for Ritzau.
DR har forsøgt at få en kommentar fra FPRT og Fire Point. De er ikke vendt tilbage på DR's henvendelse.
/ritzau/