Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2026 - 11:12

Hummelgaard og Wammen indleder tredje kongerunde

Lørdag indledes den tredje kongerunde siden folketingsvalget. Socialdemokratiet var første parti hos kongen.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Socialdemokratiets Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen har lørdag gæstet kongen på Amalienborg, hvor de har peget på Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger.

- Nu skal vi for alvor i gang med at afslutte det arbejde, vi var i gang med, siger Peter Hummelgaard til den fremmødte presse.

Den tredje kongerunde siden folketingsvalget 24. marts er dermed i gang.

Her skal repræsentanter fra Folketingets partier på skift ind til kongen, hvor de skal tilkendegive, hvem de ønsker som kongelig undersøger.

Det bliver med stor sandsynlighed Mette Frederiksen (S), der efter lørdagens kongerunde bliver udpeget som forhandlingsleder.

Det skyldes, at Lars Løkke Rasmussen (M), der sidder på de afgørende mandater, fredag aften sagde, at han vil pege på Mette Frederiksen.

Folketingets partier gæster kongen efter partistørrelse.

Socialdemokratiet er derfor første parti hos kongen, mens sidste er Borgernes Parti, der ankommer 12.50.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek